Førsteholdet

Sviatchenko: Vi kommer med masser af selvtillid

FCM-kaptajnen ser frem til torsdagens pokalfinale, hvor han peger på holdets gode momentum som en nøgle til sejr.

25/05/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Forud for den imødesete finale i Sydbank Pokalen, hvor FC Midtjylland og OB tørner sammen, stillede Erik Sviatchenko op til det traditionelle pressemøde dagen før kamp.

Det foregik lige foran banen på Brøndby Stadion, som torsdag eftermiddag lægger græs til den største enkeltstående kamp i dansk fodbold.

Det midtjyske mandskab kommer ind til pokalfinalen med ti kampe på stribe uden nederlag, og det har skabt stor selvtillid.

– Der er god stemning i truppen, og man kan mærke, at alle glæder sig helt vildt. Vi havde en let træning i dag med masser af højt humør. Der har været god stemning i lang tid, hvor vi har haft et godt momentum og bygget op til det sidste stræk i mesterskabskampen og pokalfinalen, pointerer Erik Sviatchenko.

– Selvom mesterskabet endte med ikke at kunne lade sig gøre, har vi hele tiden vidst, at vi skulle bruge det her gode momentum til at gå ind til denne kamp i bedst mulig forfatning. Vi kommer med masser af selvtillid, og det skal vi ud at forløse, tilføjer anføreren.

Sviatchenko er en ud af fire spillere i den nuværende FCM-trup, som også var med, sidst klubben var i pokalfinalen. Sammen med Evander, Joel Andersson og Mads Døhr Thychosen kan han nu gentage pokaltriumfen fra 2019, hvor FC Midtjylland besejrede Brøndby efter straffespark.

– Det er den sidste kamp i sæsonen, som forhåbentligt kulminerer med, at vi står med pokalen. Det her er én kamp, og vi ved, at vi har holdet til at kunne tage sejren, men det kræver, at vi leverer alle mand, pointerer Erik Sviatchenko, som håber på en fed ramme på Brøndby Stadion:

– Det bifalder jeg, og det er en god idé at spille finalerne forskellige steder. Det er Danmarks bedste bane, vi skal spille på, så i den forstand er det mere end okay. Selvfølgelig er der en masse forbundet med Parken som nationalarena, men jeg er sikker på, at det bliver en fed ramme med 25-30.000 tilskuere her.

– Jeg håber, at vores fans er klar til at give den fuld gas. Det bliver en kæmpe dag for både dem og os på holdet, og vi vil gøre alt for, at vi kan fejre et trofæ sammen efter kampen, afslutter Erik Sviatchenko.

Mads Døhr om foråret, rollen i truppen og pokalfinalen

Pokalfinalen fløjtes i gang torsdag eftermiddag kl. 15.00 på Brøndby Stadion.