Akademiet

Tahir Kolici skriver under på sin første akademikontrakt

Den 15-årige kantspiller skriver nu under på sin første akademikontrakt, og fortsætter efter sommeren som en del af FC Midtjyllands U17-hold.

14/07/26
Julie Ege
Foto: FC Midtjylland

Tahir Kolici kom til FC Midtjylland fra AC Horsens i vinters, hvor han gjorde et flot indhop på klubbens U17-hold. Nu har han skrevet under på sin første akademikontrakt og vil efter sommer fortsat tørne ud for det midtjyske U17-mandskab.

Den venstrebenede kantspiller scorede sit første mål for FC Midtjylland i februar, da holdet mødte Esbjerg.

Akademichef Jacob Nielsen ser frem til at følge Tahir Kolicis fortsatte udvikling på akademiet.

– I Tahir har vi en meget dygtig offensiv spiller. Hans en-mod-en-færdigheder og hans sparketeknik kan gøre ham til en kampafgørende spiller på allerøverste hylde, siger Jacob Nielsen og tilføjer:

– Vi tror på, at Tahir, i vores trygge miljø, kan være med til at opnå de store ambitioner, som både han og vi som klub har. Tahir kommer også med en stor sult og god opbakning hjemmefra, hvilket bliver vigtigt for at nå øverste niveau. Vi glæder os til at hjælpe Tahir på denne rejse.

Et naturligt valg

Det er også en stor dag for Tahir Kolici selv, der selv sætter ord på kontraktunderskrivelsen:

– Jeg har valgt FC Midtjylland, fordi jeg føler, det er det helt rigtige sted for min udvikling. Klubben har et stærkt miljø, dygtige trænere og er kendt for at udvikle unge spillere. Jeg har haft en rigtig god følelse omkring klubben gennem hele forløbet, så valget føltes naturligt, siger han og fortsætter:

– FC Midtjylland giver mig mulighed for at udvikle mig i et miljø, hvor der bliver stillet høje krav hver eneste dag. Det er noget, der motiverer mig, fordi jeg ved, at det er sådan, man bliver bedre.

Tahir Kolici glæder sig til at fortsætte det hårde arbejde og har også klare mål for øje.

– Mit mål på kort sigt er at udvikle mig hver eneste dag, lære så meget som muligt og arbejde hårdt for at tage de næste skridt. Jeg ved godt, at det at skrive under på en kontrakt ikke er målet. Det er først nu, det rigtige arbejde begynder. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at leve op til den tillid, klubben har vist mig.

– På længere sigt drømmer jeg om at slå igennem på førsteholdet, være med til at vinde titler med FC Midtjylland og på et tidspunkt prøve mig selv af i en af Europas største ligaer, slutter han af.