Akademiet

Talentfuld 10’er optaget på akademiet

15-årige Sofus Johannesen har sat sin signatur på en 3-årig kontrakt. Den unge offensivspiller er glad for at være i FCM og ser frem til at fortsætte sin udvikling.

20/05/22
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

FC Midtjyllands akademi har i de seneste 18 år set mange dygtige offensive spillere, der senere har afgjort kampe i både ind- og udland.

Nu står det næste offensive talent på spring i form af Sofus Johannesen, som har skrevet under på en 3-årig akademikontrakt. Det vækker stor glæde hos akademichef Flemming Broe.

– Sofus er en taktisk dygtig fodboldspiller, der med sin spilintelligens og drev med bolden er med til at bringe flow i spillet. Vi har set ham være kampafgørende fra sin position som 10’er, hvor han står for mange mål og assists, fortæller Flemming Broe.

– Han har en stor passion for fodbold og er vellidt blandt holdkammeraterne. Det er nogle gode værdier, som vi glæder os til at se meget mere af på akademiet. Det bliver spændende at følge hans udvikling, og vi ser frem til at arbejde med ham, tilføjer akademichefen.

Sofus Johannesen har i de seneste år været en del af FC Midtjyllands Elitefodboldskole og kan nu se frem til at starte på akademiet efter sommerferien.

– Det var en fantastisk følelse at skrive under på kontrakten. Jeg er rigtigt glad for at være i FC Midtjylland, hvor jeg har haft nogle gode holdkammerater og trænere siden U13. Det har været et stort mål for mig at komme ind på akademiet, så jeg er glad for, at det er lykkes nu, fortæller Sofus Johannesen med et smil.

Når snakken falder på hans forcer som fodboldspiller, fremhæver han også drevet med kuglen.

– Mit drev med bolden er nok min største kvalitet, og jeg forsøger altid at skabe flow i spillet med mine vendinger og afleveringer, lyder det fra den 15-årige FCM’er, som primært gør sig som 10’er på banen.

Nu er offensivtalentet klar til at arbejde hårdt for at fortsætte sin udvikling.

– Jeg glæder mig først og fremmest til at udvikle mig og blive en bedre fodboldspiller. Målet er selvfølgelig at komme op på førsteholdet engang, men først vil jeg gerne gøre det godt på akademiet, siger Sofus Johannesen og afslutter:

– Længere ude i fremtiden drømmer jeg om at komme til udlandet, men det tænker jeg ikke så meget på nu. Jeg vil gerne bare spille fodbold og udvikle mig ved at give mig 100 procent til hver træning og spille nogle gode kampe.

Stort tillykke med kontrakten til Sofus Johannesen.