Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Akademiet

Talentfuld målmand underskriver akademikontrakt

Den talentfulde 16-årige målmand, Silas Novrup, underskriver sin første akademikontrakt med FC Midtjylland. Lær ham bedre at kende nedenfor.

22/02/23
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

Silas Novrup kom til FC Midtjylland fra Struer Boldklub som U12-spiller. Han har sidenhen taget store skridt i sin udvikling, der nu kulminerer med, at den talentfulde målmand har sat signatur på sin første akademikontrakt.

Hvad betyder det for dig at skrive under på den her kontrakt?

– Det er kæmpestort, og jeg er stolt over at have fået en kontrakt. Det giver mig en dejlig ro og tryghed, at jeg nu ved, jeg skal spille her længere ud i fremtiden. På den måde kan jeg lægge alt mit fokus på at udvikle mig endnu mere, siger Silas.

Hvad ønsker du at forbedre i dit spil i løbet af de næste år?

– Jeg ønsker at forbedre mig på det mentale område og samtidig blive bedre til at tænke hurtigt i de afgørende situationer. Min ambition er også at begynde at tage et større ansvar på banen, så jeg kan hjælpe mine holdkammerater.

Har du nogle drømme/ambitioner længere ude i fremtiden?

– At kunne blive i Midtjylland i mange år. På et tidspunkt håber jeg at kunne tage det store skridt og tage til udlandet. Selvfølgelig drømmer jeg også om at spille på landsholdet.

Er der en professionel fodboldspiller, som du ser noget af dig selv i? 

– Mit store idol er Kasper Schmeichel, og det har det altid været. Men jeg minder nok mere om Yann Sommer fra Bayern München eller Aaron Ramsdale fra Arsenal. Jeg har ca. samme højde som Yann Sommer og nogle af de samme hurtige reflekser. Han er samtidig god med fødderne, hvilket også er en af mine styrker.

– Aaron Ramsdale er frygtløs og kommer aggressivt ud til alle bolde. Det er også en af mine styrker, lyder det fra Silas.

Akademichef Flemming Broe siger følgende om Silas Novrup:

– Silas er en talentfuld målmand med et stort udviklingspotentiale. Han har en god vindermentalitet og er meget fokuseret på sin egen udvikling. Derudover er han teknisk dygtig og har nogle gode igangsætninger. Vi er utroligt glade for, at Silas har valgt at skrive under på en aftale med FC Midtjylland.