Førsteholdet

– Tempo bliver afgørende mod AEK Larnaca

Henrik Jensen ser frem mod tirsdagens Champions League-kvalifikationsopgør mod AEK Larnaca.

18/07/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Tirsdag venter sæsonens første europæiske opgør, når AEK Larnaca gæster MCH Arena i 2. runde af Champions League-kvalifikationen.

FCM-assistenttræner, Henrik Jensen, sætter ord på hvilken modstander, der venter.

– Det bliver en svær kamp mod et rutineret hold. Larnaca har mange rutinerede spillere, som har været på højeste europæiske niveau i blandt andet La Liga. De er teknisk stærke og gode i possession-fasen. Det skal vi kunne håndtere.

Gameplanen er også klar fra FCM’s trænerteam.

– Vi vil komme ud med det udtryk, vi altid har på hjemmebane. Vi vil bringe power, energi og tempo ind i kampen og være så dynamiske som muligt. Så er vi også sikre på, at vi får et godt resultat.

– Vi ønsker at bringe en masse tempo ind i kampen. Det kan være en afgørende faktor for, at vi får momentum. Når vi bryder bolden, skal vi løbe i bagrum på dem. Vi skal have dem til at løbe baglæns ned mod eget mål så meget som muligt. På samme tid skal vi også bringe tempoet ind i vores etablerede spil.

Mange overvejelser

Efter kampen på MCH Arena tirsdag venter der et returopgør på Cypern den 26. juli. Henrik Jensen lægger vægt på, at FCM’s videre skæbne i europæisk fodbold først bliver afgjort til den tid.

– Man skal huske på, at det bliver afgjort over to kampe. Det er væsentligt, når man spiller de her europæiske kampe. Derfor bliver intet afgjort i morgen, men selvfølgelig går vi efter at få et godt udgangspunkt, siger Henrik Jensen og fortsætter:

– Det handler om hele tiden at mærke efter, hvor man er henne i kampen. Vi skal afveje, hvor meget vi skal forcere og hvor meget, vi skal gå efter den ekstra scoring, hvis vi allerede har et resultat. Der er mange af sådanne overvejelser i de her kampe, og derfor skal vi være smarte hele vejen rundt som hold i forhold til at mærke efter, hvor vi er henne i opgøret.

Støt FCM på MCH Arena

Har du endnu ikke sikret dig billet til sæsonens første europæiske opgør, kan du stadig nå det. Kampen starter kl. 19.45, og vi håber, du har lyst til at møde op på MCH Arena og støtte FCM’s jagt på et europæisk gruppespil for tredje år i træk.

Køb billetter her