Klubben

Thomas Larsen er ny chef for FCM Klubsamarbejdet

48-årige Thomas Larsen er ny chef for FCM Klubsamarbejdet. Han har været bankmand hele sit liv, men er nu klar til at skifte karrierespor for at dyrke sin passion for FC Midtjylland og de mange klubber i regionen.

04/10/23
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

Thomas Larsen er ny chef for Klubsamarbejdet. Han kommer til FC Midtjylland efter 28 år i Nordea, hvor han de seneste ni år har besiddet forskellige lederstillinger i banken. Privat er han bosat i Tjørring med sin kæreste Betina, og har samtidig børn på henholdsvis 17, 19 og 23 år.

Marketing- og supportdirektør i FCM, Preben Rokkjær, glæder sig over valget af Thomas Larsen, der besidder lige netop den profil, man har ledt efter i ambitionen om at tage Klubsamarbejdets i forvejen store succes til næste niveau.

– Vi har haft rigtig mange ansøgninger med masser af spændende profiler. Det vigtigste for os har været at få en person ind, som kan tale med alle mennesker, er troværdig og giver os en oplevelse af at være dygtig til at tilegne sig viden. Det får vi med Thomas, som både har forståelse for bredde- og elitedelen i fodbold, der skal være med til at understøtte vores samarbejdsklubber.

– Thomas fremstår som en god leder og en behagelig person. Vi har haft vores fodboldudvalg og en ansættelsegruppe med i vurderingen af ansøgere, og vi er alle meget tilfredse med valget af en person, som her kan være med til at tale samarbejdsklubberne sag og bygge bro til FC Midtjylland, siger Preben Rokkjær.

Hovedpersonen selv siger følgende om sit jobskifte.

– Det er på ingen måder et fravalg af banken, men derimod et tilvalg af et sindssygt spændende job. Forskelligheden i hverdagen, samarbejdet ud mod klubberne på både bredde- og eliteniveau samt samspillet med Guldminen, FCM Samfund og resten af FC Midtjylland finder jeg yderst interessant, siger han og fortsætter:

– Jeg kan lide at snakke med folk, så jeg ser frem til at have en sparring og daglig dialog med alle de forskellige personer ude omkring i samarbejdsklubberne. Samtidig bliver min fritidsinteresse og blod for FC Midtjylland nu en del af mit job, og det var simpelthen for spændende til at sige nej.

Thomas Larsen er født og opvokset i Hvide Sande, hvor han startede med at spille fodbold i Boldklubben Klitten, inden han som U19-spiller kom til Ikast fS på anbefaling af blandt andre Kent Falkenvig (en af de to stiftere af Klubsamarbejdet og nuv. æresmedlem, red.). Sidenhen spillede han også i Herning Fremad og Farum Boldklub, mens det i de sidste mange år har været på serie- og oldboysniveau.

Samtidig har Thomas Larsen været forældretræner for sin søns fodboldhold i Ravnsbjerg IF, mens han fra 2016 til 2022 påtog sig det sportslige ansvar for afviklingen af Ikast Cup.

– Jeg har den største respekt for det arbejde, der bliver gjort ude i de mange samarbejdsklubber. Jeg glæder mig til at møde, få et indblik og samarbejde med klubberne i hele regionen, som er grundlaget for FC Midtjylland. Jeg har spillet i begge moderklubberne, og der er noget hjerteblod, som jeg glæder mig til at fortsat styrke ud mod de lokale klubber.

– Jeg tror på det bedste i folk, og det ligger mig meget på sinde at møde folk med en empatisk tilgang og dialog. Det håber jeg, at jeg kan være med til at udbygge og understøtte i Klubsamarbejdet, som allerede nu gør et fantastisk stykke arbejde, siger Thomas Larsen.

Fra FC Midtjylland skal der lyde et varmt velkommen til Thomas, der starter i sin nye stilling fra den 1. november.