Førsteholdet

Thomasberg før OB: Vi skal bringe en powerfuld indsats

Thomas Thomasberg ser frem mod sin første kamp i trænersædet siden returen til FC Midtjylland, når OB venter fredag aften på Nature Energy Park.

30/03/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Thomas Thomasbergs første træningsuge i FC Midtjylland er færdig, og fredag aften går turen til Fyn, når OB venter i 3F Superligas Kvalifikationsspil.

Den nye mand i spidsen sætter ord på ugen, der er gået:

– Det har været en god, men lang uge. Der har været mange ting, man lige skulle have styr på. Samtidig har jeg skulle lære en masse folk at kende, og de har skulle lære mig at kende, fortæller Thomas Thomasberg og fortsætter:

– Alt i alt er jeg ved rigtig godt mod. Spillerne er imødekommende og virker glade, hvilket også afspejler resten af klubben. Jeg har set en god positivitet hos nogle virkelig dygtige fodboldspillere.

– Forhåbentligt får vi action

Fredag aften kl. 19.00 fløjter dommer Jakob Kehlet opgøret mellem OB og FCM i gang på Nature Energy Park.

Hvad forventer du dig af kampen?

– Jeg forventer en fysisk kamp. OB har en bane, som ikke er supergod at spille på i øjeblikket. Det vil give en masse duelspil og nærkampe, som jeg håber, vi vil komme bedst ud af, så vi kan få sat en masse gode angreb sammen. Forhåbentligt får vi masser af action, der giver os det antal chancer, som skal til for at vinde kampen.

Derudover håber Thomas Thomasberg på at se en powerfuld indsats fra sin nye spillertrup:

– Det vigtigste er, at vi får lavet nogle resultater, samtidig med vi skal øve os i at gøre nogle ting både spillemæssigt og mentalt. Det viser sig forhåbentligt allerede lidt i morgen, hvor jeg håber, vi får bragt noget af det, vi gerne vil se i trænerteamet, heriblandt en powerfuld indsats.

– Selvfølgelig vil vi fortsat komme til at mangle nogle små ting med og uden bold, men jeg forventer, at folk går ud og leverer en god arbejdsindsats for hinanden, fortæller Thomas Thomasberg.

Tag med til Odense

Opbakningen til FC Midtjyllands udekampe er støt stigende, og som fan er du altid velkommen til at tage med os rundt i Danmark. Nedenfor kan du finde billetinfo til fredag aften på Nature Energy Park i Odense.

Billetinfo FCM v OB