Kampprogram

– Truppen er bundet endnu mere sammen

FC Midtjylland har vist strålende form de seneste otte kampe. Arbejdet på og ikke mindst uden for træningsbanen har løftet truppen, fortæller Thomas Thomasberg.

01/12/23
Frits Nielsen
Foto: Getty Images

Artiklen, du kan læse her, er en del af mandagens kampprogram, som du kan anskaffe dig fysisk på MCH Arena før kampstart. Her er der optaktsartikler, statistik, seneste nyt fra akademiet, og så får du et lod i pausekonkurrencen Halftime Hero.

Kampprogram: FCM v Viborg

Cheftræner Thomas Thomasberg er både irriteret og skuffet over holdets exit i Europa og den danske pokalturnering.

Til gengæld kan cheftræneren glæde sig over, at det faktisk går rigtig fint i 3F Superliga. FCM fik en godkendt start med ni point i fire kampe. Herefter gik det knap så godt i de næste fire opgør, der kun gav to point.

Sidenhen har det dog kørt på skinner, og FCM har hentet 22 point i de sidste otte kampe. I mandags en flot 4-1-sejr i Silkeborg.

– Selvfølgelig ærgrer det os, at vi kun skaffede to point i fire kampe omkring august, for vi smed faktisk fem point i tre kampe ved at lukke mål ind i de sidste ti minutter. Det kunne have givet sejre over Viborg og AGF samt uafgjort mod Brøndby. Vi fandt ikke stabiliteten i august, men alt i alt er det jo to point i snit, og det er godkendt, lyder det fra Thomas Thomasberg, som dog ser flere forbedringspunkter:

– Det gode er, at vi har flere procenter at gå på. Vi har mere i os, men vi har et hold, der er godt nok til toppen af dansk fodbold, fastslår Thomas Thomasberg.

Thomasberg presser

Personligt har Thomas Thomasberg ikke følt et større forventningspres i FC Midtjylland end andre klubber, han har arbejdet i.

– Min opgave er at presse alt det, jeg kan, ud af den trup, jeg har, uanset hvor jeg er, lyder det fra Thomas Thomasberg, som dog understreger, at hvis man vælger FCM, ved man også hvilke forventninger, der følger:

– I FCM skal man spille med om pokaler. Det er også derfor, både trænere og spillerne vælger klubben til, forklarer Thomasberg, som personligt har gjort sit til at opfylde forventningerne, der altid er en del af FC Midtjylland.

Han har siden marts stået i spidsen for holdet i 27 kampe i 3F Superliga. Det har udløst 18
sejre, fem uafgjorte og fire nederlag.

Arbejdet med truppen

Fremgangen og de mange point er dog ikke kommet af sig selv. FCM-mandskabet er en trup med mange forskellige nationaliteter, og spillerne er kommet til det midtjyske med vidt forskellige baggrunde.

Det er en trup, FCM siden august har arbejdet intenst på at binde mere sammen.

– Vi har lavet teambuilding. Spillerne har været gennem profilanalyser, og der er blevet talt meget både sammen og med spillerne enkeltvis. Vi har arbejdet på at få et fælles afsæt, og jeg har oplevet, at der er kommet en større forståelse for hinanden, og at spillerne bruger hinanden mere.

– Det handler jo om at kende hinanden, og jeg er af den overbevisning, at vores arbejde har virket, forklarer Thomas Thomasberg.

Han fortæller videre, at der også er arbejdet med sprog og kommunikation.

– Vi har spillere, som ikke er så gode til engelsk. Vi har haft hjælpere inde over dem alle, så de forstår os og omvendt. Samtidig stiller vi store krav til deres sprogundervisning, forklarer Thomas Thomasberg.

Glæder sig til lokalopgør

Mandag aften hedder modstanderen Viborg. Årets sidste kamp. Det klinger i det midtjyske, og Thomas Thomasberg ser frem til endnu et rivalopgør.

– Der er lidt ekstra over de her lokalopgør. De betyder noget for fansene, men i særdeleshed også spillerne. Viborg har et fint hold med en tydelig spillestil, og de har egentlig fået for få point i forhold til spillet, så det bliver interessant, lyder afslutningsreplikken.

Sidste chance for billetter til Midtjysk Derby