Førsteholdet

Torp vil gribe chancen

Den 21-årige midtbanespiller fra Lemvig har vist sig flot frem i landets bedste række under sit lejeophold i Lyngby. Nu gælder det FC Midtjylland, hvor han vil byde sig til.

07/07/21
Mads Jakobsen
Foto: FC Midtjylland

Der er en række nye unge spillere i førsteholdstruppen, som er kommet op fra U19 eller vendt retur fra udleje. I forbindelse med sæsonstarten kan du lære dem bedre at kende gennem en portrætserie på vores hjemmeside.

Victor Torp har de seneste sæsoner tørnet ud for FC Fredericia i NordicBet Liga og Lyngby BK i 3F Superliga, hvor det samlet er blevet til 67 kampe med 18 mål og 6 oplæg til følge.

Vestjyden er sammen med resten af FC Midtjylland på en uges træningslejr i Polen, hvor førsteholdet under ledelse af Bo Henriksen nærmer sig topformen forud for den nye sæson, der byder på 3F Superliga og kvalifikation til UEFA Champions League inden for den første uge.

– Vi har haft et par gode dage indtil videre. Jeg er tilbage i klubben, og det er rart at se alle gutterne igen. Der er mange kendte ansigter, men også en del nye, så træningslejren er en god mulighed for at lære hinanden at kende, fortæller Torp efter tirsdagens andet træningspas på græs.

– Fed træner

Der er nye ansigter i både spillertrup og stab, heriblandt cheftræner Bo Henriksen, der har efterladt et godt indtryk hos den tilbagevendte midtbanespiller.

– Bo er ny og vil naturligvis sætte sit præg på holdet. Der bliver nørdet fodbold og taktiske finesser ude på banen, og vi kan tydeligt se, hvor vi er på vej hen som hold. Jeg er sikker på, at vi er helt klar, når det går løs, lyder det fra Torp, der tilføjer, at træningspassene på banen er mere højlydte end tidligere.

– Han er en meget tilstedeværende træner, og vi er ikke i tvivl om, hvad han mener. Jeg synes, at intensiteten er fed, og hans vindermentalitet smitter af, lyder det med et stort smil.

– Vil vise mig frem

Den 21-årige tidligere akademispiller har tilegnet sig værdifuld seniorerfaring over de sidste år, og den vil han nu bruge på at sparke døren ind til førsteholdet i FC Midtjylland.

– Jeg forventer, at jeg kan vise mig frem på et nyt niveau. Vi er kommet godt i gang i Polen, og jeg ser det selvfølgelig som en god mulighed for mig, og det er min ambition at gøre mig gældende i den kommende sæson. Jeg har udviklet mig som fodboldspiller, og det håber jeg, at staben omkring holdet kan se, afslutter han.

Følg testkampene

Du kan se Torp og resten af FC Midtjylland i aktion kl. 17.00, når det gælder den første træningskamp i Polen. Modstanderen er Lech Poznan, der livestreamer opgøret via YouTube.

Se kampen her

Derudover kan du følge kampen i tekst på FC Midtjyllands Twitter samt læse referat og reaktioner på fcm.dk efter slutfløjtet.