FCM Samfund

TrygFonden donerer 2 mio. til FCM Samfunds udvidelser

Onsdag donerede TrygFonden 2 mio. kr. til FCM Samfunds geografiske udvidelse i blandt andet Holstebro. Pengene giver nye muligheder for FC Midtjyllands indsats med at hjælpe unge mennesker.

13/07/22
Christian Rothausen
Foto: Abdul Al-Hawani

FCM Samfund har oplevet en enestående succes med sin indsats for at hjælpe udsatte unge i Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune. Derudover er det velgørende arbejde kommet godt fra start i Holstebro, og onsdag var et vigtigt skridt på den rejse.

I forbindelse med den officielle åbning af FCM Samfunds afdeling i Holstebro overleverede TrygFonden 2 mio. kr. Dette beløb skal – udover Holstebro-afdelingen – danne fundament til en række andre nye udvidelser, ligesom pengene også skal være med til at brede arbejdet ud til børn i folkeskolen.

Det er anden gang, at TrygFonden donerer penge til FCM Samfund, idet organisationen også donerede 3 mio. kr. tilbage i januar 2020 til projekterne i Herning og Ikast-Brande.

TrygFonden donerer stort beløb til FCM Samfund

Checken blev modtaget af bestyrelsesmedlem i FCM Samfund og FC Midtjylland-anfører, Erik Sviatchenko, bestyrelsesformand i FCM Samfund, Kristian Tvergaard, og projektchef i FCM Samfund, Allan Christiansen.

– Vi har haft et mål om at komme geografisk længere ud med vores projekt i FCM Samfund. På samme tid har vi haft et ønske om at lave flere projekter, som ikke bare henvender sig til unge, men også børn i folkeskolen. Vi er glade for, at TrygFonden har sagt ja til at være med til det her, siger marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland, Preben Rokkjær, og fortsætter:

– Denne donation er en vigtig blåstempling af FCM Samfund. Det var vigtigt, at TrygFonden gik med i første omgang, men at de også går med her i anden omgang, er en stor anerkendelse af det arbejde, som bliver leveret i FCM Samfund. På samme tid har vi oplevet en solid opbakning fra Holstebro Kommune, og vi bruger dem aktivt i arbejdet med de unge mennesker.

TrygFondens repræsentant i Region Midtjylland, Kurt H. Jørgensen, fortæller således om samarbejdet med FCM Samfund:

– FCM Samfund og TrygFonden er gået sammen om noget, der allerede nu har vist sig at give rigtig gode resultater. FCM Samfund har ønsket at brede ideen ud geografisk og på sigt gøre projektet selvbærende, og vi har haft et ønske om at støtte dette, siger Kurt H. Jørgensen og fortsætter:

– For os giver det mening at donere endnu et pænt beløb, fordi vi har set, hvordan en stor del af de unge mennesker, som allerede nu har taget del i FCM Samfund, i dag står et andet – og bedre – sted. Vi kan se, at det gør en forskel, hvorfor vi også har valgt at støtte her i fase to.

Yderligere information om FCM Samfund

“I FCM Samfund vil vi hjælpe mennesker i regionen, der har det svært, med at finde og forløse det talent, som alle mennesker er i besiddelse af.”

Projektet er målrettet unge i alderen 18-30 år, der er uden arbejde og uddannelse. Første halvdel af forløbet, som de unge skal igennem, fokuserer på fællesskab, det sociale aspekt og udvikling af de unges personlige kompetencer. Fodbold Fitness, hvor de unge dyrker motion sammen på et hold, er også centralt i projektet, som derudover omfatter mentorsparring og personlig rådgivning, der understøtter de unges udvikling og deltagelse i forløbet.

I anden halvdel af forløbet indgår praktik, brobygning og småjobsordning, hvor de unge fortsat modtager sparring og undervisning samt fortsætter deres fysiske træning.

På kort sigt er målet, at de unge i projektet oplever større livsmestring, f.eks. at komme op om morgenen, betale regninger samt indgå og bevare relationer til andre. Det er forudsætninger, som er vigtige for at klare et job og komme i gang med en uddannelse. På lang sigt skal projektet nedbringe antallet af unge på uddannelseshjælp og give de unge både lysten og modet til at komme videre i livet.

Læs mere om FCM Samfund