Herreholdet

Rørt Tullberg efter pokaltriumf: Det betyder så meget

Det blev en kulmination af følelser, glæde og historie, da midtjyderne tog pokaltitlen. Victor Bak roser sin holdkammerat, Lee Han-beom, mens Mike Tullberg fremhæver to andre profiler.

14/05/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Med torsdagens triumf satte FC Midtjylland torsdag punktum på en mindeværdig sæson med pokaltitlen i Parken, og efter slutfløjtet var der både stolthed og lettelse at spore hos cheftræner Mike Tullberg og spillerne.

– Det har været nogle vilde uger. Spillerne har virkelig leveret en flot sæson, selvom vi har været lidt ramt på forskellige måder den seneste tid, sagde Tullberg efter kampen.

Cheftræneren pegede samtidig på, at pokaltitlen blev kronen på værket efter en sæson, hvor FC Midtjylland også gjorde sig stærkt bemærket internationalt efter en historisk Europa League-kampagne.

– Det, vi lavede i Europa, var en kæmpe bedrift, og det var historisk for klubben. Det har været en god sæson, og jeg er stolt af hele holdet. I dag var en kulmination på det hårde arbejde, vi har lagt i det.

Fornyet energi og klubhistorier

I løbet af finalen følte Tullberg, at hans hold havde godt styr på kampen, selvom opgøret var tæt og intenst.

– Vi havde fint styr på kampen. Vi satte nogle spillere ind fra bænken i 2. halvleg, som gav ny energi. To spillere, som har en lang historie i klubben, Junior Brumado og Paulinho. Det er nogle fantastiske og vilde historier, men det er også det, som den her klub kan.

Hos 22-årige Victor Bak var der også stor tilfredshed med den måde, holdet gik ind til finalen på.

– Vi vidste godt, at vi skulle ud og give alt, vi havde, fordi det var så vigtig en kamp – og det gjorde vi. Vi kæmpede til det sidste, og nu står vi med pokalen.

En af de spillere, der blev afgørende for opgøret, var matchvinder Lee Han-beom, som blev rost af sin holdkammerat efter kampen.

– Lee har været dygtig hele sæsonen. Han havde en imponerende stime af kampe tidligere på sæsonen, og han har bare været utroilg stabil. Kæmpe cadeau til ham, lød det fra Victor Bak.

Den midtjyske triumf

Efter slutfløjtet handlede det dog først og fremmest om at nyde sejren og glæde sig over holdets sammenhold og præstation.

– Spillerne skal have lov til at nyde det, og det skal selvfølgelig fejres, lød det fra Tullberg.

Cheftræneren blev gennem dagen rørt over den massive opbakning fra klubbens fans.

– Tidligere på dagen så jeg billeder fra Fælledparken, og jeg fik tårer i øjnene. Det betyder meget for os, så der skal lyde en stor tak – også til de mange fremmødte fans.

Og netop støtten fra tribunerne blev et symbol på relationen mellem holdet og alle dem i og omkring klubben.

– Kulissen bakker os op og har os, sagde Tullberg efter aftenens ceremoni i Parken.