Torsdag aften sluttede FC Midtjyllands færd i Europa League-kvalifikationen.
Midtjyderne leverede ellers en stærk 1. halvleg og skabte flere store muligheder, men fik ikke omsat overtaget til scoringer.
Kort efter pausen ændrede kampen karakter, da Martin Erlić blev udvist efter 50 minutter. Med en mand i undertal bragte Beşiktaş sig først foran 1-0, inden gæsterne kort efter øgede til 2-0 på et straffespark.
Efter kampen fremhævede cheftræner Mike Tullberg de første 45 minutter.
– Vi spiller en fantastisk 1. halvleg, men vi må ikke gå til pause uden at have scoret. Vi skaber nok chancer til at bringe os foran, og jeg vil gerne rose holdet for indsatsen, sagde han.
Afgørende røde kort
Mike Tullberg pegede samtidig på, at de to røde kort over de to opgør blev afgørende for udfaldet.
– Ser man på de to kampe, får vi to røde kort, og det dræber kampene. Jeg roste drengene i pausen, fordi det var noget af det bedste, jeg har set i min tid i FCM.
Cheftræneren forklarede også, at Martin Erlić blev sat i en svær situation.
– Der er ingen spillere, der gør noget med vilje. Martin (Erlić, red.) er først lige kommet tilbage og har ikke trænet ret meget, men situationen gjorde, at han måtte spille tidligere end planlagt. Han stillede sig til rådighed fra start, sagde Mike Tullberg.
Efter det røde kort sendte FC Midtjylland fire unge spillere på banen, som fik vigtige europæiske minutter, men under vanskelige betingelser.
– Både Julius (Emefile, red.), Stanley (Iheanacho, red.), Kjell (Wätjen) og Sofus (Johannesen, red.) har alle et stort potentiale, og de kom alle på banen i dag og gjorde det fint.
– Det er min opgave at finde nøglen sammen med de spillere, vi har til rådighed, sagde han afslutningsvist.
Nu retter FC Midtjylland blikket mod søndagens kamp mod AC Horsens, inden klubben går ind i 3. kvalifikationsrunde til Conference League, hvor vinderen af opgøret mellem FC Bohemians og FC Ballkani venter.