Akademiet

U-holdene til Haderslev

Superliga-holdet viste vejen i Sydbank Pokalen – lørdag er det Akademiets tur til at dyste mod SønderjyskE.

09/04/21
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Det var mere hårdt arbejde end boldekvilibrisme, da FCM U19 i seneste spillerunde fik ram på et genstridigt Brøndby-hold.

2-0 lød sejrscifrene på, og dermed kunne Valdemar Birksø notere sig for nok et clean sheet – sæsonens sjette. FCM U19 har blot indkasseret 12 mål i 14 ligakampe, og det er bedst af alle i U19 Ligaen.

Det solide defensive fundament var da også en af de ting, Henrik Jensen fremhævede, da han blev bedt om at udpege, hvad der var “godt” og “mindre godt” imod Brøndby:

– Vi viste igen, at vi er solide og godt organiserede. Vi giver næsten ingen chancer væk i de zoner, hvor målene typisk scores fra.

– Til gengæld kunne vi godt have været skarpere på vores offensive omstillinger. Der skulle vi have været bedre til at holde farten, og jeg synes godt vi kunne have truffet lidt bedre beslutninger – der var en hel del gode muligheder, hvor der lige manglede det sidste touch, konstaterer Jensen.

Lørdagens kamp mod SønderjyskE ligner – i hvert fald på papiret – et klassisk “top mod bund”-opgør. FCM fører inden kampen U19 Ligaen, mens SønderjyskE på en 13. plads ligger i den tunge ende af tabellen, og sæsonens første møde endte med en 7-0-sejr til ulvene.

Når det er sagt, så virker sønderjyderne til at være kommet ind i 2021 som et modnet hold. I de to kampe efter vinterpausen har de lyseblå spillet uafgjort mod Lyngby og AaB – to hold, der i øjeblikket er nummer 4 og 5 i U19 Ligaen.

– Vores mål er at tage initiativet og presse tempoet op. SønderjyskE har set solide ud, og jeg nærer slet ingen tvivl om, at de vil kæmpe for hver kvadratmeter inde på banen. De vil forsøge at ramme os på omstillingerne, og det bliver så vores opgave at forhindre dem, kridter Henrik Jensen banen op.

Der er kampstart i Haderslev lørdag kl. 12.30.

U17: Træneren vil se et andet udtryk

To kampe, fire point. Pointmæssigt har FCM U17 fået en udmærket start på foråret, men cheftræner Claus Therkildsen har ikke været helt glad.

– Vi forventer mere af hinanden, end vi har vist i de første to kampe, og som minimum skal vores udtryk være på plads på lørdag, udtaler Claus Therkildsen og uddyber, hvad det er, han søger:

– Vi skal være bedre til at gøre tingene sammen inde på banen. Lige nu er det for meget hver for sig. Når det blæser lidt op, må spillerne ikke gå ind i sig selv, men de skal hjælpe hinanden. Så grundlæggende ønsker jeg, at flere træder mere i karakter og viser vej med vilje og attitude.

– Jeg ved godt, at det ikke bare kommer ved at knipse med fingrene, men mod Vejle gav vi eksempelvis alt for meget plads centralt, fordi den ene halvdel af holdet gik op i højt pres, mens forsvaret blev tilbage for at beskytte bagrummet.

– Nu møder vi SønderjyskE, og vi kan godt synes, at vi har dygtigere spillere, men de har elleve mand, der giver sig fuldt ud, og hvis ikke vi gør tingene sammen, så kommer de til at kværne os i jorden på power og hårdt arbejde, lyder de advarende ord fra Therkildsen.

Værterne fra Haderslev har gang i en fin sæson og indtager før kampen en 7. plads midt i tabellen. De to hold mødtes i Ikast i efteråret, og her blev FCM de store med en 4-1-sejr.

Til lørdagens opgør er FCM dog noget ramt i forsvaret efter et uheld i slutningen af kampen mod Vejle. Her forfulgte Jakob Leerhøj en høj bold, men han overså Adam Nygaard Andersen, som han ramlede ind i for fuld kraft.

Umiddelbart gik det værst ud over Andersen, der er definitivt ude af lørdagens opgør, men Leerhøj kom også til skade og skal testes.

Kampen fløjtes i gang kl. 14.45 umiddelbart efter U19-opgøret.