Akademiet

U17 brød nedadgående spiral

Efter et par slidsomme uger rejste det yngste akademihold sig med en 3-2-sejr over AaB.

28/11/20
Karsten Vestergaard
Foto: FC Midtjylland

Efter en fænomenal start på sæsonen har de seneste uger budt på stiv modvind for FCM U17. Først tabte ulvene topopgøret med FCK med hele 8-1 efter en kamp, og ret meget bedre gik det ikke i sidste spillerunde, hvor det blev til et 5-1 nederlag til Randers.

Mod AaB skulle ulvene derfor vise, at de kunne overkomme modgang, men det startede sandt for dyden ikke særligt godt. En ellers fin FCM-start på opgøret falmede, da AaBs Gustav Bonde Dahl efter seks minutter bankede et langskud i mål.

At de kom bagud fik dog ikke FCM’erne til at tvivle på sig selv, og de var dygtige til at spille sig ud af gæsternes pres. Når det skete blev bolden som regel sendt ud til en af siderne, men ofte manglede FCM’erne nogle folk i feltet, når det afgørende stød skulle sættes ind.

Det lykkedes dog at få udlignet kort før pausefløjtet, og det var ikke mindst Donavan Bagous fortjeneste. Angriberen var trukket ud i venstre side af banen, hvor han prikkede bolden forbi AaB’s back, som han oversprintede. Han lagde et skarpt indlæg over i feltet fjerne ende, hvor Valdemar Byskov Andreasen havde taget et løb helt fra egen banehalvdel. Det blev han belønnet for, da han satte en inderside på og udlignede.

I anden halvleg satte FCM’erne sig på tingene. Hjemmeholdet løb i langt højere grad i dybden og det voldte gæsterne problemer. Efter 54 minutter broderede Jonathan Asp og Dovan sig op igennem venstresiden, hvorfra bolden blev lagt ind til Valdemar Byskov. Han lagde med en fiks brysttæmning bolden til rette for Gustav Christensen, der halvflugtede FCM på 2-1.

Føringen holdt desværre ikke ret længe, ofr to minutter efter fik AaB tilkendt et straffespark. Det var svært at gennemskue, hvad forseelsen skulle have været, men dømt var dømt og Gustav Bonde Dahl udlignede fra ellevemeterpletten.

Trods udligningen holdt FCM’erne fast i overtaget og de ting, der fungerede godt. Derfor sad man også med følelsen af, at holdet nok skulle få scoret.

Målet lod dog vente på sig, men ligesom man så småt var begyndt at belave sig på en pointdeling, lynede FCM-offensiven.

Donavan Bagou fik slidt sig fri, men en AaB’er fik blokeret hans skud. Bolden faldt dog ned for fødderne af Gustav Christensen, der hamrede kuglen i mål via undersiden af overliggeren. 3-2 – og FCM-forløsning.

– Efter kampen roste jeg spillerne for, at de ikke lod sig ryste af de tilbageslag, vi fik i kampen. Vi har været igennem en periode med modgang og mange skader, og derfor var det ekstra rart at se os levere en god præstation og vise noget mental styrke, sagde en glad cheftræner Claus Therkildsen efter kampen.

FCM U17 – AaB U17 3-2 (1-1)

6′ 0-1 Gustav Bonde Dahl
45′ 1-1 Valdemar Byskov Andreasen (oplæg Donavan Bagou)
54′ 2-1 Gustav Ørsøe Christensen (oplæg Valdemar Byskov Andreasen)
56′ 2-2 Gustav Bonde Dahl (strf.)
89′ 3-2 Gustav Ørsøe Christensen

FCM U17 (4-3-1-2): Frederik Bach Jensen – Rasmus Kristiansen, Pontus Texel, Mathe Bøndergaard, Gustav Fraulo – Heini Sørensen (63′ Christian Jørgensen (FCM U15)), Jonathan Asp, Valdemar Byskov Andreasen (83′ Marcus Nielsen (FCM U15)) – Gustav Ørsøe Christensen – Malte Melin (69′ Mathis Konradsen (FCM U15)), Donavan Bagou.