Akademiet

U17: Sølv, bronze eller en lang næse?

FCM U17 har alt at spille for i sæsonens sidste kamp, hvor man møder et formstærkt AC Horsens-mandskab.

17/06/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Lørdagens udekamp mod Horsens’ talenter bliver sæsonens sidste opgør for FCM U17, hvilket på mange måder er en skam med tanke på den form, som holdet er i for tiden.

Onsdag blev det til en 3-0-sejr over en anden medaljekandidat – nemlig OB. Sejren var FCM U17’s ottende på stribe, og uanset hvordan det går imod Horsens, vil FCM’erne kunne se tilbage på et forår, hvor holdet har taget store skridt:

– Spillerne har rykket sig meget på deres individuelle færdigheder, men ellers har vores forår været kendetegnet ved stor kontinuitet. Vi har gjort de samme ting og har haft et gennemgående koncept, som vi har lavet nogle små justeringer på, men ikke nogle store ændringer, fordi det har fungeret godt, fortæller cheftræner Claus Therkildsen.

Besværlige AC Horsens

Det får FCM U17 givetvis brug for lørdag mod Horsens. “Den Gule Fare” har også haft et godt forår og går ind til kampen med to sejre og en uafgjort i deres tre seneste kampe.

Da de to klubber mødtes i Ikast tilbage i oktober, endte det med en 3-2-sejr til østjyderne efter en kamp, hvor FCM U17 fik målmand Christian Rust udvist i første halvleg.

Therkildsen omtaler Horsens som et hold, der giver alt, hvad de har – og lidt til:

– Som jeg husker det, fik de en rigtig dårlig start på sæsonen, men de har virkelig fået sat tingene godt sammen på det seneste. Det er et mandskab, der om nogen kender deres koncept. Er man ikke klar fra start mod dem, kommer man i problemer.

– Det var det, der skete for os sidst. Vi var på bagkant i hele første halvleg, men vi kommer så godt ud efter pausen og havde også muligheden for at tage et eller flere point, husker FCM-træneren.

Anden-, tredje- eller fjerdeplads?

Den stærke slutspurt har hevet FCM U17 op fra midten til toppen af U17 Ligaen, hvor holdet aktuelt indtager tredjepladsen, og der er alt at spille for i sæsonens sidste kamp. FCM U17 ligger á point med OB, der indtager andenpladsen i kraft af en målscore, der er 14 mål bedre end FCM’s.

Skal FCM U17 tage sølv, skal de således hente flere point end fynboerne, der i deres afdansningsbal møder bundproppen Esbjerg.

På tabellens fjerdeplads ligger Brøndby, der slutter af med en hjemmekamp mod Silkeborg. De blå-gule er et point efter FCM i tabellen, men de har en målscore, der er klart bedre end ulvenes. Det betyder, at FCM U17 skal matche eller overgå Brøndbys resultat for at holde sjællænderne bag sig. Det ligger allerede fast, at FCK U17 bliver mestre for anden sæson i træk.

Alle de pågældende kampe spilles lørdag kl. 13.00, og vi følger naturligvis op her på siden.