Akademiet

U17 stod distancen i Esbjerg

U17 ramte ikke topniveauet, men leverede nok til at tage sejren i Esbjerg. To mål af Lindekilde.

14/05/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Det var ren overfaldsfodbold fra FCM U17 i kampens indledende minutter, hvor Jonatan Lindekilde fik sendt et par kvalificerede afslutninger afsted, Mikel Gogorza forsøgte sig, og Nicolaj Tornvig fik to skud blokeret.

Som bekendt straffes det ofte, hvis man ikke tager vare på sine chancer, og det var præcist det, der skete i det 6. minut.

Christian Jørgensen, der spillede en for ham noget uvant plads i midterforsvaret, kom til at sende en aflevering lige i fødderne på en EfB’er. Han takkede ved at sende Nikolai Hillerup alene igennem med Rust, og så førte hjemmeholdet – stik imod spillet.

“Så må vi bare prøve endnu hårdere”, syntes FCM’ernes reaktion at være, og gæsterne fastholdt trykket.

Det gav gevinst efter 19 minutter, hvor Gogorza fandt Lindekilde, der klinede bolden ind ved den fjerneste stolpe.

Den stilling fik kun lov at stå i tre minutter – så rådede Christian Jørgensen bod på sin fejl ved Esbjergs scoring, da han headede et hjørnespark ind ved forreste stolpe. Et rigtigt midterforsvarermål fristes man til at sige.

FCM’erne var spilstyrende, men Esbjerg var hele tiden farlige på omstillinger – især når FCM’erne lavede fejl i opspillet. Det var dog FCM’erne, der kunne gå mest tilfredse til pause, efter at Mikel Gogorza havde gjort det til 3-1. Esbjergs målmand reddede ellers ad to omgange, men måtte give fortabt, da Gogorza headede en returbold i nettet.

Plads til forbedringer

Trods føringen var cheftræner Claus Therkildsen ikke helt tilfreds. Han ville gerne have backerne til at brede spillet, men først og fremmest ønskede han yderligere tryk på hjemmeholdet.

Det ønske fik han opfyldt, for FCM’erne kom godt ud til anden omgang og fik vundet adskillige bolde højt på banen. En af erobringerne gav en stor chance til Mathis Konradsen, der kom fri og nok skulle være gået selv, men backen var uselvisk og forsøgte at finde en holdkammerat.

FCM’erne fik dog scoret, da Jonatan Lindekilde rev et skud af fra distancen. Esbjergs keeper fik en hånd på, men skuddet var for hårdt og strøg ind i det lange hjørne.

Selvom de var nede med tre mål efter en times spil, fortsatte Esbjerg med at kæmpe forbilledligt, og hjemmeholdet fik åbnet en dør på klem, da Nicklas Vestby reducerede i det 64. minut.

En høj bold ned mod FCM-målet endte uafklaret mellem midterforsvarerne og Christian Rust, og så kunne en EfB’er heade lidt af et kludemål ind.

Vestjyderne gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at lave et stort comeback, men i en rodet slutfase fik FCM’erne lukket af og tog dermed den femte sejr i træk.

Cheftræner Claus Therkildsen glædede sig over de tre point, der blev sikret uden stamspillerne Bøndergaard, Nybo og Fraulo, der er afsted til U17 EM i Israel, men han var ellers ikke blæst bagover af præstationen:

– Gassen går af ballonen i anden halvleg, hvor de får lagt et godt tryk på os. Der kunne vi godt have gjort tingene lettere ved at spille mere simpelt, og det må være det, der er lektien for os i dag. Esbjerg har et fint hold, og de giver på intet tidspunkt op, men det er lidt unødvendigt, at det bliver så bøvlet i den sidste halve time, udtalte Claus Therkildsen efter opgøret.

Esbjerg fB U17 – FC Midtjylland U17 2-4 (1-3)

6′ 1-0 Nikolai Hillerup
19′ 1-1 Jonatan Lindekilde (assist Mikel Gogorza)
22′ 1-2 Christian Jørgensen (assist Jonathan Asp)
42′ 1-3 Mikel Gogorza (assist Malte Melin)
59′ 1-4 Jonatan Lindekilde
64′ 2-4 Nicklas Vestby

FCM U17 (4-2-1-3): Christian Rust – Mahdi Babaiasl (46′ Dereje Nigussie Jensen), Christian Jørgensen, Gustav Bjerge, Mathis Konradsen (79′ Timothy Kongsbak) – Jonatan Lindekilde (88′ Andras Knak), Lasse Overgaard – Jonathan Asp – Malte Melin (62′ Marcus Nielsen), Nicolaj Tornvig Hansen, Mikel Gogorza (79′ Daris Catak).