Akademiet

U17 stod distancen

FCM U17 overvandt varme, træthed og en stribe store fejl i torsdagens sejr over AGF.

18/06/21
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

En bagende hede tvang termometeret op på varmegrader, man normalt forbinder med tilberedning af pulled pork, så det var hård kost for de 22 spillere, der torsdag eftermiddag løb ind på AGF’s anlæg.

Her havde FCM U17 brug for de tre point for at holde presset på FCK og Brøndby i toppen af U17 Ligaen, og ulvene fik en fortrinlig start på opgøret.

Efter et kvarters spil brød Malte Melin igennem over venstresiden, og wingbacken slog et hårdt fladt indlæg ind i fødderne på Christian Jørgensen, der kunne score fra tæt hold. Det var anden sæsontræffer for U15-spilleren, der mod AGF spillede på tierpositionen.

Føringen blev fordoblet efter 22 minutter, da Heini Sørensen (billedet) tog sagerne i egen hånd. Efter en erobring på banens midte drev den færøske U-landsholdsspiller bolden frem, og fra tyve meters afstand sparkede han bolden ind i det lange hjørne.

At han også er i besiddelse af en god afleveringsfod, viste Sørensen otte minutter senere, da han sendte et frisparksindlæg ind i hovedet på Mads Nybo, der headede FCM på 3-0. Nybo var onsdag blevet skiftet ind i U19-holdets sejr i Aalborg og spillede derfor sin tredje kamp på lige så mange dage.

Føringen var helt fortjent, for AGF kom intet frem til, og FCM var i fuld kontrol med opgøret – eller sådan virkede det i hvert fald.

Fem minutter før pausen kom Malthe Bøndergaard til at bruge lige rigeligt med tid på bolden, og det lykkedes Gustav Junge at få tacklet bolden fra ham, hvorefter han reducerede.

Allerede minuttet efter var FCM’erne for afventende, da AGF kom afsted i en halv omstilling – med det resultat, at Bøndergaard kom til at begå straffe på Gustav Junge. Det tog Junge sig selv af, og så havde AGF’erne – lidt ud af det blå – reduceret to gange.

Hektisk anden halvleg

FCM’erne græmmede sig behørigt, men der var ikke andet at gøre end at komme videre og spille anden halvleg som en ny kamp.

Det lykkedes kun delvist. AGF lugtede point og kom bedre med efter pausen, mens FCM virkede lidt usikre på sig selv. Det blev en hektisk og urolig kamp.

For FCM’erne var det derfor en lettelse, at Malthe Bøndergaard efter en time steg til vejrs ved den fjerneste stolpe og headede Heini Sørensens hjørnespark ind ved den modsatte stolpe. Nu skulle de tre point køres i hus.

Ganske symptomatisk var det næste, der skete, at Adam Andersen, Bøndergaard og Beetson alle tøvede så meget med at cleare en bold, at Emil Møller Dissing kunne smutte imellem og reducere nok engang.

Så måtte FCM’erne kæmpe for sejren i den sidste halve time, der bød på masser af intensitet og fight og fire gule kort – tre til AGF og et til FCM’s Adam Andersen. Det lykkedes dog FCM’erne at stå distancen – om end man med kampprogrammet in mente godt kunne have ønsket, at det hele var gået lidt lettere.

– Vi laver nogle store fejl ved deres mål, og jeg savnede lidt mere modenhed. Til gengæld skal spillerne have ros for, at ingen forfaldt til at pege fingre af sidemanden, og selvom det bliver en urolig kamp med mange omstillinger, er det ikke fordi, AGF får skabt kæmpe chancer, fortalte FCM U17’s assistentræner, Rune Düring.

Med sejren er guldkampen fortsat helt åben i U17 Ligaen. Med tre runder tilbage fører FCK på en bedre målscore end FCM, mens Brøndby er to point efter.

Netop Brøndby gæster FCM på EDC Arena – en kamp, der spilles lørdag kl. 12.00. Det bliver FCM U17’s fjerde ligakamp på otte dage, og Rune Düring medgiver, at spillernes ydeevne presses maksimalt i disse dage.

– De er ved at være trætte, men jeg synes, de har holdt nogenlunde til belastningen. Vi har undgået skader, og vi gør os umage for at fordele spilminutterne på hele truppen. Mod AGF var det på forhånd bestemt, at vi skiftede tre mand i pausen, så jeg håber og tror, at vi kan holde kadencen en uges tid endnu, hvorefter drengene får deres velfortjente ferie, sagde assistentræneren.

AGF U17 – FC Midtjylland U17 3-4 (2-3)

16′ 0-1 Christian Jørgensen (oplæg Malte Melin)
22′ 0-2 Heini Sørensen
30′ 0-3 Mads Nybo Lauritsen (oplæg Heini Sørensen)
41′ 1-3 Gustav Junge
42′ 2-3 Gustav Junge (straffe)
60′ 2-4 Malthe Bøndergaard (oplæg Heini Sørensen)
61′ 3-4 Emil Møller Dissing

FCM U17 (3-4-1-2): Nicholas Beetson – Mads Nybo Lauritsen, Malthe Bøndergaard, Mikkel Fischer (46′ Gustav Fraulo) – Malte Melin (75′ Dereje Nigussie Jensen), Heini Sørensen, Valdemar Byskov Andreasen (46′ Jonathan Asp), Adam Nygaard Andersen (66′ Gustav Bjerge) – Christian Jørgensen – Donavan Bagou, Gustav Christensen (46′ August Priske).