Akademiet

U19: Klasseforskel i Ikast

Lørdag eftermiddag leverede FCM's U19-mandskab en af sæsonens bedste præstationer i årets sidste ligakamp mod AGF.

20/11/21
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

De midtjyske landsholdsspillere var vendt tilbage fra landsholdstjeneste og dermed klar til årets to sidste kampe. Første opgave var lørdagens opgør mod AGF, hvor FC Midtjylland fik bevist, at sidste spillerundes opgør mod Brøndby IF ikke var retvisende.

Det var FC Midtjylland, der kom bedst ud af starthullerne. I kampens første ti minutter satte hjemmeholdet sig på kampen, og dermed var kampbilledet på plads. FC Midtjylland fik også udbytte af den gode start. I det 13. minut tilkæmpede FC Midtjylland sig et frispark, efter Andreas Nibe forsøgte et indlæg, hvorefter dommeren dømte frispark efter hånd på bolden. Danijel Djuric tog sig af frisparksforsøget, men han ramte den århusianske mur, som sendte bolden til hjørnespark. AGF valgte i denne sekvens zoneopdækning fremfor mand-mand-opdækning, og dette udnyttede FC Midtjylland flot. To midtjyder løb til forreste stolpe, hvilket efterlod Mikkel Fischer helt alene med et frit hovedstød, som han sikkert sendte ind til 1-0.

FC Midtjylland fortsatte presset mod gæsternes mål. Oscar Fraulo fik vristet sig fri i højre side, og med et flot indlæg fandt han Gustav Ørsøe Christensen, som desværre ikke forvaltede sit hovedstød til et forsøg indenfor målrammen.

Men FC Midtjylland skulle alligevel gøre det til 2-0 på et nyt hovedstød. Efter en flot tur af Ørsøe Christensen, som tvang AGF’s keeper ud i en flot redning, fik FCM på ny et hjørnespark. Igen var det Andreas Nibe, der tog sig af sparket, og det lignede ikke, at AGF havde taget ved lære af det første hjørnespark. FC Midtjylland hev en ny variation op af værktøjskassen, som betød mange folk tæt inde under mål, hvilket sørgede for et hårdt arbejdsmiljø for den århusianske keeper. Eksekveringen af hjørnesparket var igen upåklageligt, da Nibe med sin anden assist i kampen fandt kaptajn Fraulo, som headede bolden ind til 2-0.

FC Midtjylland kunne med lidt mere held også definitivt have afgjort kampen i første halvleg. I det 38. minut sendte Oscar Fraulo Valdemar Andreasen i dybden, som efter nogle berøringer i boksen fandt Ørsøe Christensen, men igen manglede den sidste skarphed. I de sidste minutter af 1. halvleg slog Fabrice Mezema en glimrende bold, men desværre fejlede teknikken hos den stærke colombianske Moreno. Dermed gik FC Midtjylland til pause med 2-0 i en første halvleg, hvor hjemmeholdet efterlod et indtryk af, at de var i kontrol over kampen.

Netop stor kontrol var også det udtryk, hjemmeholdet fortsatte med efter pausen. FC Midtjylland jagtede den tredje scoring, og med en 2-0-føring i bagagen blev der spillet med stor tålmodighed uden at forhaste angrebene. Der blev også høstet frugt af tålmodigheden. I det 70. minut foretog FCM’s trænerbænk udskiftninger, da den offensive Moreno gik ud til fordel for den defensive Heini Sørensen, og der skulle dermed omrokeres i den midtjyske opstilling. Dette betød, at Heini Sørensen overtog Danijel Djurics venstre wingback, og den alsidige islænding overtog Morenos plads. Den taktiske justering gav hurtigt pote, da Danijel Djuric viste godt positioneringsspil og sørgede for den tredje hovedstødsscoring i kampen, da han stangede FC Midtjylland foran med 3-0.

3-0 blev også slutresultatet i kalenderårets sidste U19-ligakamp. En præstation, som vakte stor tilfredshed hos cheftræner Kenneth Andersen.

– Jeg synes, at det i dag så mere solidt og robust ud fra vores side, end det har gjort i nogle af vores tidligere kampe. Jeg synes, at fællesnævneren i stort set samtlige af vores kampe – på trods af resultaterne – har været vores gode chanceskabelse, og det fortsatte vi også med i dag, hvor 3-0 eller 4-0 ikke havde været ufortjent til pause. Den her defensive robusthed, som vi viser, skyldes meget, at vi lykkes godt med vores pres, og at alle lige fra den offensive preslinje til det bagerste geled sætter en ære i ikke at lukke mål ind, og det var en fornøjelse i dag, sagde Kenneth Andersen.

Dermed fik de forsvarende danske U19-mestre en sublim optakt til årets sidste kamp, når arbejdet skal gøres færdigt mod de tyrkiske mestre fra Trabzonspor i 2. runde af UEFA Youth League. Kampen spilles tirsdag den 23. november med kampstart kl. 14.00 på EDC Arena i Ikast. Der er gratis adgang for alle interesserede.

Se stillingen, kampfakta og øvrige resultater fra U19 Ligaen.

FC Midtjylland U19 – AGF U19 3-0 (2-0)

14′ 1-0 Mikkel Fischer
26′ 2-0 Oscar Luigi Fraulo
74′ 3-0 Danijel Dejan Djuric

FCM U19 (3-5-2): Christian Rust – Fabrice Mezema, Pontus Texel, Mikkel Fischer – Jakob Leerhøj Larsen, Andreas Nibe, Oscar Fraulo, Danijel Dejan Djuric, Valdemar Byskov Andreasen – Gustav Ørsøe Christensen, Juan Felipe Gomez Moreno – Andreas Timmermann Bonnén (70′), Heini Fossdalsá Sørensen (70′), Gabriel Kehinde Victor (82′).