Akademiet

U19 melder klar til De Nordiske Mesterskaber

Søndag rejser U19 til spanske Marbella for at deltage i De Nordiske Mesterskaber mod Skandinaviens bedste fodboldtalenter.

26/11/22
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

Sidste kamp i ligaregi på denne side af nytår er spillet for FC Midtjyllands U19-hold. Det betyder dog ikke, at akademiet kan gå på juleferie endnu, da de unge FCM’ere er blevet inviteret til De Nordiske Mesterskaber i Marbella grundet holdets top tre-placering i U19 Ligaen fra sidste sæson.

Turneringen udspiller sig fra mandag den 28. november til mandag den 5. december.

Det midtjyske mandskab har været formidable i det netop overståede efterår, som har resulteret i 12 sejre ud af 13 mulige og en ubestridt plads som rækkens førerhold. Og med godt styr på den danske andedam får akademisterne nu mulighed for at blive matchet mod Skandinaviens fineste fodboldtalenter.

Noget som cheftræner Kenneth Andersen ser frem til.

– Vi ser altid frem til at være med i sådan en turnering. Vi har deltaget en del gange før, så vi ved godt, hvad der venter os angående spillestil og niveau, og det glæder vi os rigtigt meget til at blive matchet imod. Det er vigtigt, at vi udfordrer vores unge spillere på et højt niveau, og det er muligt i sådan en turnering mod både svenske, norske og danske tophold.

Et anden fast inventar i den midtjyske fodboldkalender er efterhånden blevet ungdommens udgave af UEFA Champions League, hvor FCM har været dansk fanebærer med to kvartfinaler i UEFA Youth League. Siden indvielsen af turneringen er dette den bedste præstation af et dansk hold, hvilket blandt andet betyder, at nuværende førsteholdsspiller, Oliver Sørensen, er rekordholder for flest optrædener i den prestigefyldte ungdomsturnering.

Den form for international erfaring har dog været en mangelvare i dette efterår, da FCM U19 ikke var kvalificeret i denne omgang. Derfor er en turnering som De Nordisk Mesterskaber endnu mere vigtig, fortæller Kenneth Andersen:

– Det internationale aspekt er rigtig vigtigt at lære som FCM-spiller. Nu når vi ikke har haft Youth League i dette efterår, er det her et rigtig godt supplement.

Turneringen forløber sig således, at de otte deltagende hold bliver opdelt i et klassisk gruppespil. Fire hold dyster indbyrdes i et enkelt opgør mod hver modstander. Når gruppespillet er overstået, vil der blive spillet en placeringskamp mod holdet fra den anden gruppe, der endte på samme position.

FCM er blevet placeret i gruppe B med de to svenske mandskaber AIK Stokholm og Hammarby IF samt norske Stabæk.

I gruppe A huserer to velkendte navne fra Danmark i FC Nordsjælland og Brøndby IF. De to øvrige deltagere i den gruppe er norske Molde FK samt svenske IF Brommapojkarna.

Kampdag 1

FC Nordsjælland – IF Brommapojkarna
Brøndby IF – Molde FK
AIK Stokholm – Stabæk
FC Midtjylland – Hammarby IF

Kampdag 2

Stabæk – Hammarby IF
AIK Stokholm – FC Midtjylland
Brøndby IF – FC Nordsjælland
IF Brommapojkarna – Molde FK

Kampdag 3

Molde FK – FC Nordsjælland
IF Brommapojkarna – Brøndby IF
Hammarby IF – AIK Stokholm
Stabæk – FC Midtjylland

Kampdag 4

Placeringskamp afhængende af gruppespillet.

Du kan læse alt om de midtjyske spilleres præstationer på fcm.dk, når turneringen er færdigspillet. Du kan ligeledes selv følge turneringen på Marbella Football Centers hjemmeside.