Akademiet

U19 sikrede sig sølv efter ny storsejr

FCM kan efter lørdagens resultater kalde sig vicemestre anno 2022 efter en storsejr mod Lyngby, som satte et flot punktum for foråret.

22/05/22
Kasper Petersen
Foto: FC Midtjylland

Det er et faktum efter lørdagens resultater, at FC Midtjylland har sikret sig sølvmedaljerne efter den spændende sæsonafslutning, hvor hele tre hold fortsat havde chancen for at snuppe 2. pladsen før sidste spillerunde. Et flot punktum for en eminent forårssæson, hvor FC Midtjylland kun tabte en enkelt kamp.

Opgørets begyndelse var meget jævnbyrdig, hvor begge hold virkede en smule afventende, og dermed udeblev de helt store chancer. Det midtjyske hjemmehold begyndte at vinde duellerne og bevæge bolden hurtigt men tålmodigt, hvilket dannede et fint grundlag for at spille sig til målchancer.

I det 18. minut kapitaliserede midtjyderne af dette. Frederik Heiselberg søgte ned i banen for at gøre sig spilbar og trak i samme sekvens en af Lyngbys stoppere med sig. Herefter var der plads i bagrummet, hvilket Heini Sørensen var opmærksom på, og han modtog en fin aflevering fra Mikkel Fischer. Sørensen lod bolden gøre arbejdet, tog et træk og sparkede den derefter sikkert ned i venstre målhjørne. Et virkeligt flot mål, hvor bevægelse uden bolden igen viste sig essentielt.

Denne form for opspil skabte gentagende gange en masse plads i bagrummet, og de to 8’ere på den midtjyske midtbane tog løbet hver gang, at tilbuddet opstod, hvilket voldte store problemer for det nordkøbenhavnske forsvar. Dog efterlod det i visse tilfælde Andreas Nibe overbemandet på midten, hvilket han også ytrede til sin cheftræner. Dette justerede trænerbænken i pausen, og det taktiske indgreb virkede upåklageligt. Glimrende taktisk sparring mellem trænerbænk og spiller.

Ti minutter senere var det dybe løb fra FC Midtjyllands midtbane igen farligt. Denne gang havde Oscar Fraulo søgt mod baglinjen, hvor han effektivt fik snydt sin direkte modstander med et par kropsfinter. Heiselberg afsluttede angrebet med en kompetent afslutning, som keeperen sendte til hjørnespark. Hjørnesparket var ikke nogen succes, men FC Midtjylland bevarede presset og tilkæmpede sig kort tid efter et nyt hjørnespark i den anden side.

Pontus Texel snittede Nibes indlæg, hvilket sendte bolden ind i det tætbefolkede område. Bolden endte med at ligge død tæt inde under mål og blev tilfældigt tacklet videre til en helt fri Moreno, som stod lige uden for målstregen. Moreno blev overrasket over, at bolden endte for fødderne af ham, og han fik desværre ikke omsat den gigantiske chance til mål.

FC Midtjylland formåede at matche Lyngbys hårde fysiske spil, hvilket ikke var tilfældet i det første møde. Men måske var nogle sekvenser en anelse for voldsomme. Dette resulterede bl.a. i en tidlig udskiftning, da Gabriel Kehinde havde tilskrevet sig et gult kort, og her kunne trænerbænken godt se, at hvis man skulle gå til pause med 11 mand på banen, var en udskiftning en god investering. Derfor blev Kehinde erstattet af Rasmus Kristiansen, som overtog venstrebacken.

FC Midtjylland pressede på til sidst i halvlegen for at gå til pause med en mere komfortabel føring, og det midtjyske pres var yderst vellykket. I det 43. minut blev Ørsøe Christensen spillet helt fri af Oscar Fraulo, men en glimrende redning af Lyngbys keeper afværgede forsøget. Kort tid efter viste de dybe løb fra midtbanen sig igen målgivende, og Heini Sørensen var igen i målscorens rolle.

Oscar Fraulo koordinerede med sin midtbanemakker, hvem der gik dybt, og relationerne mellem duoen blev tydelige, da Fraulo med en gennemskærende aflevering fandt Heini Sørensen i feltet. Og med en vidunderlig kropsfinte skabte færingen plads til sig selv, så han kunne sende bolden præcis det samme sted hen som ved 1-0-scoringen. Dermed gik FC Midtjylland fortjent til pause med en komfortabel 2-0-føring.

Man skulle dybt ind i anden halvleg, før der igen begyndte at komme action. Men i det 69. minut faldt det tredje mål til hjemmeholdet, hvilket definitivt afgjorde kampen. Netop indskiftede Moses tvang Lyngbys keeper ud i en redning, som sendte bolden til hjørnespark. Første forsøg blev ikke farligt, men igen fik FC Midtjylland en ny mulighed i modsatte side.

Danijel Djuric opfangede, at Lyngbys forsvar var uopmærksomt, og han tilbød sig derfor til den korte bold. Han lagde bolden fint af til Nibe, som fandt Danmarks måske bedste ungdomsspiller i luftrummet, Frederik Heiselberg, som viste grunden til sin uofficielle titel, da han stangede FC Midtjylland foran med 3-0.

Kampen var præget af hårdt spil fra begge mandskaber, og det kunne godt ses, at karantænepointene blev slettet efter sæsonens sidste kamp. I det 82. minut lavede Diomande et stort frispark på banens midte, som affødte nogle frustrationer fra Lyngbys bænk, som blev bragt ind på banen til spillerne. På det efterfølgende frispark blev der begået en klar og tydelig hævnaktion mod den stærke ivorianer, hvilket blev tiljublet af holdkammeraterne, selvom det resulterede i et gult kort og midtjysk frispark. Det var kampens syvende gule kort, og selvom det lyder af meget, kunne der med rette være uddelt nogle flere kort.

I det 88. minut blev det endelige punktum sat for den midtjyske offensivs effektive sæson, da sæsonens sidste mål blev scoret. Igen skulle chancen opstå efter et hjørnespark. I første omgang fik Lyngby dog clearet bolden, men ikke længere end at Nibe kunne samle den op igen. Han fik styr på bolden, inden han tørrede en Lyngby-mand og derefter satte Danijel Djuric op til FC Midtjyllands sæsonmål nummer 78.

FC Midtjylland endte derfor med at have et scoringssnit på præcis tre mål pr. kamp samtidig med, at de – som det eneste hold i rækken – scorede hver eneste gang, de betrådte en fodboldbane i løbet af det sidste år.

I den anden ende af banen skal der også tilskrives ros. I kampens overtid var det midtjyske restforsvar gået på sommerferie to minutter før tid, hvilket gjorde, at Lyngby med en simpel lang bold nu var i en to mod én-situation. Lyngbys offensiv gjorde også det meste rigtigt ved at spille chancen større, men en fantomredning af Mark Ugboh sørgede for, at FC Midtjylland kunne tilskrive sig sæsonens syvende clean sheet.

Cheftræner Kenneth Andersen var tilfreds med den midtjyske præstation og synes, at det midtjyske mandskab havde taget ved lære i forhold til det fysiske aspekt, som udfordrede midtjyderne i det omvendte opgør.

– Jeg synes, vi lykkes meget godt med vores fysiske spil i dag, selvom begge hold måske til tider fik lidt for meget snor. Der var i hvert fald nogle voldsomme tacklinger, som en anden dag godt kunne have resulteret i en anden farve kort. Men udover at vi matchede dem fysisk, så forløb kampen præcist, som vi kunne have ønsket os. Det var dejligt selv at kunne afgøre det i dag med en 4-0-sejr, som jeg egentligt også synes er fortjent med det, vi leverede. Jeg synes, vi er i kontrol det meste af kampen, og vi tillader ikke Lyngby særligt meget i dag, fortæller Kenneth Andersen.

Dermed kunne medaljeoverrækkelsen af U19’s sølvmedaljer finde sted foran venner og familie på EDC Arena. De midtjyske spillere kunne derfor fejre, at en lang og hård sæson nu var afsluttet, hvor særligt den imponerende europæiske kampagne i UEFA Youth League og det imponerende forår vil stå tilbage som højdepunkterne.

FC Midtjylland U19 – Lyngby BK U19 4-0 (2-0)

18′ 1-0 Heini Fossdalsá Sørensen
43′ 2-0 Heini Fossdalsá Sørensen
69′ 3-0 Frederik Heiselberg
88′ 4-0 Danijel Dejan Djuric

FCM U19 (4-3-3): Mark Ugboh – Pontus Texel, Mikkel Fischer, Ousmane Diomande, Gabriel Kehinde Victor – Andreas Nibe, Oscar Fraulo, Heini Fossdalsá Sørensen – Gustav Ørsøe Christensen, Frederik Heiselberg, Juan Felipe Gomez Moreno – Rasmus Kristiansen (30′), Danijel Dejan Djuric (66′), Obule Sunday Moses (66′), Fabrice Mezema (86′), Donavan Bagou (88′).