FC Midtjylland Kvindefodbolds første hjemmekamp i A-Liga var mod storsatsende HB Køge. Nu er turen kommet til returopgøret på Capelli Sport Stadion i Køge, søndag kl. 15.00.
Sidste lørdag spillede ulvene 2-2 på MCH Arena mod FC Nordsjælland. Her var der ændret lidt på tilgangen til kampen, fortæller cheftræner Steen Gravgaard:
– Vi ændrede en smule i forhold til vores normale tilgang til kampe, og det skabte naturligvis lidt spænding på trænerbænken. Efter kampen er vi meget tilfredse med spillernes udførsel og det udtryk, vi kom med. Der var flere, som steppede op og virkelig mange gode individuelle præstationer.
HB Køge spillede onsdag aften UEFA Women’s Europa Cup mod Glasgow City i Glasgow og måtte efter to scoringer i tillægstiden se sig slået. Den kamp har gjort de taktiske forberedelser lidt sværere for det midtjyske trænerteam.
– Det er vanskeligt at gennemskue, hvilke spillere HB Køge vælger til søndagens kamp oven på deres europæiske exit onsdag aften i Glasgow, siger Steen Gravgaard og fortsætter:
– Uanset hvem de vælger, er vi fuldt ud bevidste om, at de kommer med stor kvalitet på stort set alle positioner. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at spille op med.
Udtrykket, der lykkedes godt i seneste A-Liga-runde, bliver en af nøglerne til også at levere en stærk præstation søndag i Køge.
– Vi skal komme med et aggressivt udtryk. Vi er et hold, der kan gøre det svært for modstanderen ved at lægge et tungt førstepres, og det skal vi forsøge igen på søndag.
– Det bliver afgørende, at vi ikke giver dem for god tid på bolden. Derudover skal vi være dygtige og skarpe på sidste tredjedel, da vi ikke kan forvente at komme til at vade i chancer, slutter Steen Gravgaard.
Kampen spilles kl. 15.00 på Capelli Sport Stadion i Køge og kan ses på TV 2 Play.