Det blev en helt særlig aften på MCH Arena for 22-årige Victor Bak. Udover, at FC Midtjylland spillede sig sikkert videre til kvartfinalerne i Oddset Pokalen, kunne den tidligere akademist også fejre sit første mål på MCH Arena og sit andet mål i FCM-trøjen.
Efter kun ni minutter på banen satte Bak sikkert hovedet på kuglen og videre i nettet til 3-0. Det udløste jubel på både tribunerne og hos Bak selv.
– Det betyder så utroligt meget for mig. Det er ikke mange mål, jeg laver, så jeg er bare vanvittigt glad. Det er en dejlig følelse, for det er ikke noget, jeg gør så tit, lyder det fra en smilende Victor Bak efter kampen.
En glæde, som var helt på sin plads. FC Midtjylland leverede en overbevisende præstation mod Silkeborg, hvor man i 2. halvleg blæste gæsterne af banen med fire mål på et kvarter.
Da dommeren fløjtede af, stod der 4-0 på måltavlen.
– Det var en kamp, hvor vi var i kontrol, men vi havde lidt problemer med at få den prikket ind i første halvleg. Vi fortsatte med at presse på, og så fik vi scoret fire mål inden for kort tid i anden halvleg, fortæller Victor Bak.
Sejren er endnu en til samlingen for midtjyderne, som er inde i en god periode. På tværs af alle turneringer har FC Midtjylland scoret hele 16 mål og kun lukket et enkelt mål ind i de seneste fire kampe.
– Sejre giver selvtillid, og der er en virkelig god energi i truppen lige nu. Der sker en masse gode ting. Vi skal bare blive ved med at arbejde hårdt – det er det, der gør os så gode, afslutter Bak.
Allerede på mandag venter næste opgave, når FC Midtjylland tager imod AGF på MCH Arena i 3F Superliga i en vaskeægte topkamp. Det bliver endnu en mulighed for Bak og resten af holdet for at fortsætte den stærke præstation.