Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Førsteholdet

Victor Lind udlejes til svenske Norrköping

Den 19-årige offensivspiller Victor Lind skal spille resten af året hos IFK Norrköping i Allsvenskan på en lejeaftale.

29/01/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Victor Lind var i efteråret udlejet til norske HamKam, og nu går turen igen mod nord – denne gang Sverige.

Den 19-årige offensivspiller udlejes til Allsvenskan-klubben, IFK Norrköpping, som trænes af den tidligere FCM-chef, Glen Riddersholm. Holdet endte på en 12. plads i sidste sæson af den bedste svenske fodboldrække.

– Vi er ikke i tvivl om Victors potentiale, men han har brug for at være et sted, hvor han får spilletid hver eneste weekend. Derfor er vi glade for, at vi er nået til enighed med en god svensk klub i form af Norrköping, som skal være med til at give Victor det næste skub i sin udvikling, siger sportschef Svend Graversen.

Gennem de seneste år er flere FCM-spillere blevet lejet ud med stor succes og efterfølgende vendt tilbage til heden, hvor de er slået igennem på klubbens førstehold.

Det er også forhåbningen, at det samme kan gøre sig gældende i Victor Linds tilfælde, fortæller sportschef Svend Graversen.

– Vi er spændte på at følge Victors udvikling i Norrköping, og så tror vi på, at vi får en endnu stærkere udgave at se om et år, når han har spillet en masse kampe og scoret mål i en stærk svensk liga, lyder det fra Svend Graversen.

Victor Lind startede på akademiet som 15-årig. Han debuterede på førsteholdet den 29. juli 2021 i 2-1-sejren over Celtic, som sikrede midtjyderne Europa League-deltagelse. Siden da er det blevet til 40 kampe og fem mål i den sort-røde trøje. Offensivspilleren har optrådt 32 gange for diverse ungdomslandshold – senest to gange for U21 tilbage i november.

Lejeaftalen løber til den 31. december 2023 og indeholder ikke en købsoption.