Trods et smerteligt 2-5-nederlag i weekenden til FC Nordsjælland er der ikke tid til at hvile på laurbærrene for U19. Tirsdag flyver holdet nemlig til det østlige Polen, hvor man onsdag møder ukrainske FC Rukh Lviv i 2. runde af Youth League – ungdommens svar på Champions League.
Cheftræner Allan K. Jepsen ser frem til opgøret, hvor man jagter revanche fra weekendens nedtur.
– Det er både og. Når man føler, man har lavet en dårlig præstation, har man lyst til at grave dybt i det. Derfor vil det på nogle punkter også være rart, hvis der var tid til at arbejde på tingene. Omvendt er det fedt, at der allerede kommer en kamp igen, fordi vi hurtigt kan lukke ned for en præstation, vi ikke er tilfredse med. Der venter en ny opgave lige om hjørnet. I går evaluerede vi på weekendens kamp, og nu er vi videre og kigger fremad, siger cheftræneren og fortsætter:
– De ting, vi var utilfredse med i weekenden, kan meget vel også blive nogle af de ting, vi kommer til at møde i morgen. Vi har set nogle af Rukh Lvivs kampe, og selvom det ikke er Nordsjællands spillestil, gør de meget af det, som vi oplevede i lørdags; en masse dynamik og fysik kombineret med nogle dygtige fodboldspillere, der skaber rotationer på banen.
FC Rukh Lviv er – ligesom FCM U19 – forsvarende mestre i sin nationale liga. Seniorholdet spiller i den bedste ukrainske række og ligger placeret på en aktuel femteplads. Ifølge Allan K. Jepsen er der tale om en kompetent modstander, som i 1. runde af Youth League slog FK Sarajevo med samlet 4-2.
– Vi kommer til at stå overfor et fysisk stærkt hold, der er dynamiske, direkte og kæmper godt for tingene. Nogle gange siger man jo, at en dårlig generalprøve giver en god premiere. Vi tror på, at hvis vi stepper op, er vi dygtige nok til den opgave, der venter.
Ukrainerne er heller ikke hvilken som helst modstander. I sidste sæson nåede klubben til 1/8-finalen i Youth League, hvor man på sin vej slog både Inter og Galatasaray, inden det blev til et nederlag mod AC Milan.
Stor tro på egne evner
I FCM’s lejr har man ikke glemt triumfen over FC Famalicão i 1. runde. I en nervepirrende straffesparkskonkurrence trak de midtjyske talenter det længste strå mod de portugisiske mestre, og den erfaring kan blive guld værd i næste stadie af ungdommens Champions League.
Drama fra 11-meterpletten sikrede videre avancement
– Erfaringen fra de første kampe har givet os en tro på egne evner. Selv mod en virkelig dygtig modstander, som Famalicão var, gik vi videre. Det skal vi tage med uden at blive for overlegne eller selvfede. Vi ved, at hvis vi er fokuserede og gør det, der kræves, kan vi spille op med alle. Det vil også være tilfældet mod Rukh Lviv, så længe vi er der, hvor vi skal være fysisk og mentalt.
Morgendagens opgør spilles, som følge af krigen i Ukraine, på polsk grund på Stadion Stali Stalowa Wola.
– Det er samme udgangspunkt som sidst med 4 x 45 minutter. Nu skal vi ved ned og spille de første 2 x 45, men det er over alle fire halvlege, at vi skal skabe et godt resultat. Selvfølgelig vil en sejr dernede være fantastisk, men nu når udebanemål ikke tæller, handler det lige så meget om at lave en solid defensiv kamp, mens vi skal have sat vores offensive kvaliteter i scene og få slået kapital af de dygtige spillere, vi har fremad banen, siger Allan K. Jepsen.
Der er returopgør i Danmark den 29. november kl. 14.00.
Følg kampen
Opgøret mellem FCM og Rukh Lviv fløjtes i gang kl. 14.00. Dysten sendes ikke på hverken dansk tv eller FC Midtjyllands kanaler. Hvis du alligevel ønsker at se med, kan det gøres gennem den internationale streamingtjeneste, Megogo, hvor du skal tegne et abonnement.
Før, under og efter opgøret kan du som altid følge med på FCM’s sociale medier samt på fcm.dk, hvor vi vil bringe start 11’eren, billeder og reaktioner. Ønsker du endnu mere indblik, kan du følge FC Midtjyllands akademiside på Facebook.