Landsholdspausen er slut, og fredag er hele førsteholdstruppen igen samlet i Ikast forud for weekendens møde med Vejle på MCH Arena.
Undervejs har ti FCM’ere trukket i de nationale trikoter, efter også Mikel Gogorza blev efterudtaget for de danske U21-herrer.
Lee Han-beom spillede ikke i sydkoreanernes 5-0-nederlag til Brasilien, men mod Paraguay var stopperen tilbage i start 11’eren – og her udbyggede han sin imponerende stime med ubesejrede kampe til 41 styks via en 2-0-sejr.
Vanvittig statistik fortsætter: Aldrig tabt for FCM
Også forsvarskollega Martin Erlić vender tilbage til det midtjyske med smil på læben. Den 27-årige styrmand spillede fuld tid i kroaternes 3-0-sejr over Gibraltar i VM-kvalifikationen og kom tilmed på måltavlen for første gang i karrieren for sin nation.
Elias Olafsson måtte se sig passeret fem gange mod Ukraine i islændingenes skuffende 5-3-nederlag i VM-kval’en, men nogle dage efter fik den 2,01 meter høje målmand revanche med en flot præstation og seks redninger mod Frankrig, der var med til at sikre et vigtigt point i jagten på en plads til verdensmesterskaberne i 2026.
Herudover har også Denil Castillo fået spilletid for Ecuador, der allerede er klar til VM-slutrunden, mens Edward Chilufya spillede begge opgør for Zambia.
Der skal også lyde et tillykke til Mikel Gogorza, som debuterede for det danske U21-landshold, da han spillede de sidste minutter i 2-0-nederlaget til Belgien i EM-kvalifikationen.
Førsteholdsspillere udtaget
Denil Castillo, Ecuador
Lee Han-beom, Sydkorea
Elias Olafsson, Island
Martin Erlić, Kroatien
Edward Chilufya, Zambia
Mikel Gogorza, Danmark U21
Akademispillere udtaget
Malik Pimpong, Danmark U18
Frederik Vestergaard, Danmark U17
Viktor Bastrup, Danmark U17
Udlejede spillere udtaget
Sofus Johannesen, Danmark U19