Førsteholdet

Årets unge spiller i 3F Superliga: – Det hårde arbejde fortsætter

Sidste års unge spiller i 3F Superliga ser frem mod fredagens sæsonåbner, hvor Randers FC gæster MCH Arena kl. 19.00.

15/07/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

I den forgangne 3F Superliga-sæson noterede Raphael Onyedika sig for 31 ud af 32 mulige ligakampe. I sin første sæson i landets bedste række leverede den unge midtbaneslider så flotte præstationer, at han til slut blev kåret til årets unge spiller i ligaen.

Raphael Onyedika kåret til årets unge spiller i 3F Superliga

– Det betyder meget for mig. Det er en anerkendelse af, at jeg har haft en flot sæson. Det er svært at sige, hvorfor det gik så godt. Jeg havde ikke troet, at jeg ville få en så god første sæson. Der er ingen hemmelig opskrift bag det. Jeg arbejder bare hårdt og gør mine ting, siger Raphael Onyedika om kåringen og fortsætter:

– Selvom det var et godt første år, har jeg endnu større forventninger til mig selv, og jeg ønsker at gøre det bedre. Jeg kan fortsat udvikle mig meget, hvis jeg bliver ved med at arbejde hårdt.

Da Raphael Onyedika blev seniorspiller tog han et år på udleje i FC Fredericia. Her fik den 21-årige nigerianer værdifuld førsteholdserfaring i en tidlig alder, og det er ifølge hovedpersonen selv en af årsagerne til gennembruddet i FCM.

– Jeg fik smagt på førsteholdsfodbold i en meget ung alder. Det har været vigtigt for min udvikling, og det var et stort skridt i min karriere at være på udleje og få erfaring i livet som seniorspiller.

– Forhåbentligt går tingene vores vej

Fredag aften venter Randers FC i den første kamp af dette års 3F Superliga. FCM er ubesejret mod randrusianerne i 27 betydende kampe, men det får ikke Raphael Onyedika til at hvile på laurbærene.

– Min ambition er konstant at blive bedre. Sidste sæson er slut, og nu ser vi ind i en ny sæson, hvor det er vigtigt, at jeg og holdet bliver ved med at arbejde hårdt, siger midtbanespilleren og uddyber:

– Vi har en god trup, og hvis vi alle yder vores bedste, kommer tingene forhåbentligt til at gå vores vej i løbet af sæsonen.

Raphael Onyedika spillede sammenlagt 48 kampe i sidste sæson. Det resulterede i 4.088 spilminutter, fire mål, to assists og 15 gule kort.

Køb din billet til sæsonåbneren

Fredag skydes 3F Superliga-sæsonen i gang, når FCM tager imod Randers FC på MCH Arena. Kampen fløjtes i gang kl. 19.00, og inden opgøret modtager Raphael Onyedika en fortjent hyldest oven på kåringen som sidste års bedste unge spiller i rækken.

Køb din billet her