Førsteholdet

Andreas Nibe spiller resten af sæsonen i Næstved

19-årige Andreas Nibe skal spille resten af sæsonen i Næstved BK på et lejeophold. Den talentfulde midtbanespiller ser frem til at høste seniorerfaring hos 1. divisions aktuelle tredjeplads.

21/01/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Andreas Nibe debuterede for FCM’s førstehold den 19. oktober 2022, da han spillede hele 2. halvleg i 6-0-sejren over FA 2000 i DBU Pokalen.

En måned forinden havde den talentfulde midtbanespiller sat signatur på en ny femårig aftale på Heden efter flere imponerende præstationer for klubbens stærke U19-mandskab, der overvintrer på førstepladsen i den bedste danske ungdomsrække.

FCM forlænger aftalen med talentfuld midtbanekreatør

Nu drager Andreas Nibe på et halvårligt lejeophold i Næstved BK, hvor han skal tilspille sig seniorerfaring på et dygtigt 1. divisionsmandskab.

– Vi har lavet en klar sportslig plan for Nibe, der hedder, at han skal ud at have noget seniorerfaring. Vi tror på, at han på den måde kan tage det næste skridt i sin udvikling ved at komme til et dygtigt hold og spille mod nogle gode modstandere i 1. division, siger assisterende sportschef, Kristian Bach Bak, og fortsætter:

– Nu håber vi på, at Nibe til sommer har taget et step i den rigtige retning. Det er vi meget fortrøstningsfulde omkring, fordi han allerede har rykket sig utroligt meget det seneste halve år både på og udenfor banen, og vi kommer til at følge ham tæt det næste halve år.

Spændende opgaver i vente

Hovedpersonen selv ser frem til at komme til det sydsjællandske. Her håber han at tage store skridt som fodboldspiller, så han står endnu bedre rustet til at tage kampen op i FCM.

– Det har hele tiden været planen, at jeg skal ud og tilspille mig noget seniorerfaring, så jeg efterfølgende kan komme tilbage og byde mig endnu mere til. Jeg ser frem til at spille en masse seniorfodbold, hvor det vigtigste er de tre point i weekenden, siger Andreas Nibe.

Næstved BK, der er trænet af den tidligere landsholdsassistent, Peter Bonde, har imponeret i den danske 1. division, og oprykkerne overvintrer på ligaens tredjeplads.

– Min ambition er at udvikle mig i særligt den defensive del og tage store skridt det næste halve år. Det er en spændende mulighed at komme over til en klub, der spiller med om oprykning. Det bliver et fedt miljø at komme over til, og jeg ser frem til at spille en masse fede kampe, lyder det fra Andreas Nibe.

Lejeaftalen med Næstved BK løber sæsonen ud. Denne weekend spiller de grønblusede testkamp mod FC Roskilde, og det bliver Andreas Nibes første mulighed for at få minutter i benene sammen med sine nye holdkammerater.