Klubben

Billetinfo om playoff-kampen mod Legia Warszawa

Aftenens samlede sejr over Omonoia FC betyder, at vi nu er klar til playoff-runden i kvalifikationen til Conference League-gruppespillet, hvor modstanderen bliver Legia Warszawa. Få info om billetsalget her.

17/08/23
Morten Ambo
Foto: Daniel Stentz

5-1 viste måltavlen på MCH Arena, da dommeren fløjtede aftenens kamp mod Omonoia FC af, og det betyder, at vi er klar til playoff-runden i kvalifikationen til Conference League-gruppespillet med en samlet sejr på 5-2. Her bliver modstanderen polske Legia Warszawa, og første opgør spilles på MCH Arena allerede på torsdag den 24. august kl. 20.00.

Herunder finder du information om billetsalget til kampen.

Sæsonkort

Alle sæsonkort er gældende til kampen på helt almindelig vis, og sæsonkortholdere skal derfor ikke trække billet. Såfremt UEFA inddrager nogle af sæsonkortholdernes pladser til kampen mod Legia Warszawa, vil vi kontakte de berørte sæsonkortholdere direkte.

Kan du som sæsonkortholder ikke komme, så husk at få frigivet din plads senest 48 timer før kampstart, så en anden kan få glæde af den, og du samtidig kan få registreret et fremmøde.

OBS. Alle pladser på stadion til de europæiske kampe er siddepladser, og derfor er pladserne på C.C. Contractor-tribunen siddepladser til kampen mod Legia Warszawa. Pladserne er unummerede, og man finder derfor blot en ledig plads, som man plejer.

BilletFlex

I morgen fredag den 18. august kl. 10.00 åbner vi for, at alle med BilletFlex kan trække billet til kampen. Vi opfordrer til at få trukket sin BilletFlex-billet i god tid, hvis man ved, at man kommer til kampen, da vi ikke kan garantere en plads, hvis der skulle blive udsolgt, efter det åbne billetsalg er startet.

Billetsalg

Når alle med BilletFlex har haft mulighed for at trække sin billet, starter det åbne billetsalg, hvor alle andre kan købe billet. Det åbne billetsalg til kampen mod Legia Warszawa starter søndag den 20. august kl. 10.00.

Restriktioner og ekstra sikkerhed

Der vil være flere forskellige restriktioner på billetsalget til kampen mod Legia Warszawa, ligesom ekstra sikkerhedstiltag på MCH Arena også vil blive sat i værk. De konkrete restriktioner og tiltag vil blive meldt ud i de kommende dage og i forbindelse med, at billetsalget åbner på søndag.

Billetter til udebaneafsnittet

Ønsker du at købe billet til udebaneafsnittet til kampen, foregår det gennem Legia Warszawa.