Førsteholdet

Cheftræneren før Ludogorets: Vi har forudsætningerne

Bo Henriksen har stor tro på sit mandskab forud for kampen mod de bulgarske mestre.

15/09/21
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

Energi, vilje og højt pres. Velkendte ord i FC Midtjylland, når snakken falder på tilgangen til kamp.

De dyder skal også skaffe Bo Henriksens tropper et godt resultat i morgen, når Europa League-gruppespillet indledes mod Ludogorets fra Bulgarien.

– Det vigtigste er vores udtryk. Det er det hver eneste gang, men specielt internationalt. Vores defensiv skal fungere, og vi skal stå godt på banen. Der har vi vist rigtigt fine takter i ligaen, lyder det fra Bo Henriksen på onsdagens pressemøde på MCH Arena.

Cheftræneren satser i samme ombæring på at se skarphed i offensiven.

– Når vi får mulighederne, skal vi være kyniske, fordi vi får ikke 25 chancer i morgen. Det er de ting, vi skal være dygtige til, så på den måde er der ikke noget nyt i det, siger Henriksen.

– Vi skal gå ind med en masse energi og stor tro på os egne evner. Jeg er egentligt ikke bekymret for noget som helst, fordi vi har vist gode takter, uddyber cheftræneren.

Presspillet bliver nøglen

Ludogorets kommer til Danmark med ti bulgarske mesterskaber på stribe, og de har mildest talt været dominerende i den bulgarske liga. Derfor bliver det vigtigt at stresse dem på en anden måde, end de er vant til i hjemlandet.

– De mødte nummer tre i den bulgarske række forleden, hvor de havde bolden 72% af tiden, så det er et fodboldhold, som er vant til at have bolden, og det er der, de har deres kompetencer. Det skal vi lukke ned for blandt andet ved at være dygtige i vores lave pres, forklarer Bo Henriksen og fortsætter:

– Vi skal også presse dem højt i store perioder af kampen. Hvis vi kan det, kan vi vinde nogle bolde højt på banen og sætte vores offensive kræfter i spil ved, at de bliver retvendte. Vi skal straffe dem med vores høje pres.

– Det er de ikke vant til fra den bulgarske række, men det er jo vores normale udtryk, så mon ikke de har set nogle af vores kampe og lagt mærke til det, vurderer FC Midtjyllands cheftræner.

Sisto: Vi skal bruge vores erfaring

– Fokus på os selv

Bo Henriksen og trænerstaben er naturligvis forberedte på torsdagens modstanders kvaliteter, men fokus er som altid på FCM’s egen præstation.

– Specielt deres kanter, som begge er dygtige én mod én, skal vi være opmærksomme på, men generelt har de mange dygtige offensivspillere på den sidste tredjedel. Vi er klar over, hvad de kommer med, men igen – vi har brugt lidt energi på dem og langt mere energi på os selv. Det er vores udtryk, der skal vinde kampen for os – ikke de andres, slår Bo Henriksen fast.

Det er kun 13 måneder siden, at FC Midtjylland og Ludogorets sidst tørnede sammen i europæisk sammenhæng. Dengang vandt FCM 1-0 og gik videre i Champions League.

FCM-lejren satser på samme udfald i morgen, fordi det er vigtigt at komme godt fra land i gruppespillet.

– Vi har gode forudsætninger for at lave et godt resultat. Alle er klar over, at starten på gruppespillet er afgørende – især når vi starter på hjemmebane. Vi skal ud og skabe et resultat, og det vil vi gøre alt for, afslutter Bo Henriksen.

Hvem er PFC Ludogorets?

Følg FC Midtjylland – PFC Ludogorets

Der er kampstart kl. 18.45 torsdag aften på MCH Arena, og du kan fortsat nå at sikre din plads på lægterne.

3F Superliga
søndag 5/5 kl. 18:00
FC Midtjylland FCM
Brøndby IF BIF
MCH Arena
Se kampinfo