Førsteholdet

De udlejede FCM’ere: Valdemar Birksø høster seniorerfaring i Fredericia

Den talentfulde målmand fortæller om de første måneder på udleje i FC Fredericia, der har budt på en god opstart og en hektisk indledning på den nye sæson i 1. division.

03/08/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

I det nuværende sommertransfervindues spæde start rykkede 21-årige Valdemar Birksø de midtjyske teltpæle op for at tage på udleje i FC Fredericia. Oveni udlejningen forlængede målmanden desuden sin kontrakt med FCM til sommeren 2027.

Lokalt målmandstalent forlænger og udlejes

– Det har været skønt at være en del af Fredericias opstart allerede fra begyndelsen. Jeg har været med hele opstarten, og det gør, at jeg hurtigt er blevet en del af holdet, fordi jeg var et af de første nye ansigter i truppen. Derfor bliver jeg ikke set lige så meget som ny sammenlignet med nogle af dem, der er kommet til senere i løbet af sommeren, fortæller Valdemar Birksø og fortsætter:

– Det er en rigtig god klub at være i. Alle snakker med hinanden, og der er højt humør. Vi har Michael Hansen som cheftræner, og jeg kan lide den måde, han ønsker at spille fodbold på. Derudover er der en god harmoni i truppen, og folk arbejder sammen om tingene for at skabe en fed kultur.

Et vigtigt skridt

Valdemar Birksø så det meste af sidste sæson fra sidelinjen, da den talentfulde målmand døjede med en skulderskade, som gjorde ham ukampdygtig i ni måneder.

Knap et års skadesforløb har gjort Valdemar Birksø endnu mere bevidst om vigtigheden af spilletid i den kommende sæson, fortæller han.

– Det betyder sindssygt meget, at jeg kan komme ud og få noget seniorerfaring. Jeg har hele tiden vidst, at jeg efter sommerferien ville ud og smage på noget seniorfodbold. Det er et vigtigt skridt i min udvikling, og jeg er glad for, at det kunne lade sig gøre så tidligt i transfervinduet.

– Jeg ser frem til forhåbentligt at få spillet en masse kampe. Jeg regner med og tror på, at vi kommer i top seks-slutspillet, så der bliver en masse spændende opgør. Det kræver, at vi får flere point, end vi har fået hidtil.

FC Fredericia er startet sæsonen med ét point efter to kampe. På et ungt fredericiansk mandskab med mange nye ansigter kæmper holdet fortsat med at finde sit ståsted.

– Vi kom foran 2-0 på udebane mod Nykøbing i løbet af anden halvleg, og vi tænkte, at tingene kørte, selvom vi havde syv debutanter i truppen. Det var lidt af en omvæltning, da de ender med at score to mål, så vi spiller uafgjort. Senest spillede vi mod Næstved, hvor tingene ikke rigtigt kørte. Det skal vi selvfølgelig gøre bedre, siger Valdemar Birksø.

Inspiration i Elias Olafsson

Den unge målmand er ikke den første FCM’er, som har tilskaffet sig seniorerfaring i FC Fredericia. På ‘Ulvenes’ nuværende førstehold kan nævnes Raphael Onyedika og målmand Elias Olafsson. Særligt sidstnævnte håber Valdemar Birksø at kunne efterligne.

– Selvfølgelig giver Elias Olafssons succes mig en øget vilje til at gå samme vej. Samtidig har jeg altid haft tanken om, at den måde, man bliver en bedre målmand, er ved at spille kampe og få erfaring fra kampsituationer. Jeg synes, der er lang vej til spilletid, hvis jeg skal gå direkte ind på et hold, der kæmper med om titlen i 3F Superliga hvert år. Jeg vil hellere ud og have bevist mig, så FCM ved, hvad de får.

På det nuværende Fredericia-mandskab er Valdemar Birksø blevet holdkammerat med to FCM’ere. Oliver Olsen er i gang med sin anden sæson på udleje i 1. divisionsmandskabet, mens Frederik Heiselberg blev lejet ud til klubben i midten af juni.

– Oliver Olsen, som jeg kender fra Midtjylland, var her, da jeg kom. Det har gjort det nemmere at falde til, fordi jeg altid har haft en at snakke med. Det ville dog ikke have været et problem uanset, fordi folk er så gode til at tage imod en hernede. Jeg har sidenhen overtaget Oliver Olsens rolle og taget godt imod Frederik Heiselberg, så han også kunne falde hurtigt til.

Valdemar Birksøs lejeaftale med Fredericia løber frem til udgangen af den nuværende sæson.

Overblik over udlejninger

Seks spillere fra FCM er i øjeblikket lejet ud, og i løbet af sæsonen følger vi dem alle i denne artikelserie.

Aral Simsir – FK Jerv – 16 kampe, 2 mål
Valdemar Birksø – FC Fredericia – 2 kampe
Frederik Heiselberg – FC Fredericia – 2 kampe
Oliver Olsen – FC Fredericia – 2 kampe
Marrony – Fluminense FC – 3 kampe
August Priske – Jong PSV – Sæson endnu ikke påbegyndt