Akademiet

Dukkert i Dallas: Hård skæbne for U19

Et flot comeback mod São Paulo var ikke nok for U19-drengene, der til allersidst måtte gå skuffet fra banen. Resultatet til trods rejser holdet hjem med øget motivation.

23/04/25
Jesper Hvid
Foto: Daniel Stentz

En førsteplads i det indledende gruppespil til dette års Dallas Cup sikrede en plads i semifinalen for FC Midtjyllands U19-mandskab.

Real Madrid, Monterrey og Dallas: Tilbageblik på puljespillet

På hjemmebanen for MLS-klubben FC Dallas, Toyota Stadium, ventede brasilianske São Paulo FC, som FCM tilbage i 2023 netop slog i en tæt finale.

Dog startede opgøret bedst for brasilianerne, der gik ind til turneringen som forsvarende mestre. Et hjørnespark fandt Matheus Butzke, der steg op og headede São Paulo i front.

Endnu en dødbold og pandebrasken fra Butzke resulterede i en 2-0-scoring, da de hvidklædtes angriber på imponerende vis sendte bolden i nettet.

En tung pille at sluge for de ældste akademister, der med en formationsændring forsøgte at kæmpe sig tilbage i kampen.

Den taktiske ændring gav pote kort tid efter, da indskiftede Musiliu Odekunle fra tæt hold headede et Mathis Konradsen-indlæg bag den brasilianske keeper.

Kort inde i 2. halvleg fandt Konradsens højre fod igen en holdkammerats hoved. Denne gang var det en anden indskifter, James Arinze, der på kampens fjerde hovedstødsmål bragte balance i regnskabet.

Fra det første FCM-mål sad de ældste akademister på spillet, og det pegede mere i retning af en dansk scoring. Men med 90’ på stadionuret var stillingen lige, og der skulle dermed spilles 20 minutters ekstra fodbold.

Her var kampbilledet det samme, men opgøret var præget af to mandskaber, der på seks dage havde spillet fire kampe, og derfor duftede det af straffesparkskonkurrence.

Men til allersidst ville São Paulo det anderledes, og de hvidklædte brasilianere lukkede og slukkede på opgørets femte hovedstødsscoring.

En hård skæbne for de ældste akademister, der må tage til takke med at slutte blandt de fire bedste til dette års udgave af Dallas Cup.

São Paulo FC U19 3-2 FC Midtjylland U19 (2-1)

7’ 1-0 Matheus Butzke
26’ 2-0 Matheus Butzke
39’ 2-1 Musiliu Odekunle (assist: Mathis Konradsen)
47’ 2-2 James Arinze (assist: Mathis Konradsen)
107’ 3-2 Matheus Butzke

Start XI: Liam Selin, Mathis Konradsen, Bilal Konteh, Gustav Bjerge, Simon Kristiansen, Lasse Overgaard, Christian Jørgensen, Frederik Bunten, Sebastian Lodberg, Nicolaj Tornvig, Sofus Johannesen.

Bænken: Silas Novrup, Albert Lodberg, William Kold, Andreas Knak, Egill Orri Arnarsson, Daris Catak, James Arinze, Alberto Velásquez, Malik Pimpong, Musiliu Odekunle.

– En fed tur for holdet

Assistmageren til de to midtjyske scoringer, Mathis Konradsen, ser tilbage på en turnering, der har været positivt for holdet – selv med det sene nederlag in mente.

– Det er klart, vi begynder ikke semifinalen, som vi gerne ville komme ud. Men vi kæmper os godt tilbage og har gode chancer for at komme foran i 2. halvleg. Men vi mødte også et hold med høj kvalitet, og det viser de særligt på deres mål, hvor de skaber noget nærmest ud af ingenting, fortæller højrebacken.

I et tæt og komprimeret program satte de 380 minutters fodbold sig også hos de unge midtjydere.

– Benene kunne godt mærke det efter slutfløjtet i semifinalen. Men vi vidste godt, at der ville komme mange kampe, og jeg tror, vi alle tog det som en øvelse i at se det som at skulle spille en kamp i midtugen og bagefter i weekenden herhjemme. Så det blev på en måde træning i at restituere godt og leve professionelt, siger Mathis Konradsen og uddyber:

– Sådan en tur her er bare noget andet for os spillere. Vi kommer endnu tættere på hinanden og ser et andet miljø, en anden kultur og nogle anderledes modstandere, end hvad vi er vant til. Det er ikke noget, vi får lov til at opleve hver dag, og jeg er sikker på, at det har været godt for holdet at komme afsted.

Spillerne er kun lige landet i Danmark, hvor en vigtig slutspurt venter i kampen om at genvinde U19 Ligaen.

– Nu handler det om at bruge oplevelsen og turen fremadrettet. Selvfølgelig ville vi gerne have vundet Dallas Cup, men jeg kan mærke en enorm sult og motivation i truppen. Vi vil ud og vinde og bevise os selv. Og så er vi også et par stykker, der går ind til vores sidste kampe som U19-spillere, og for os betyder det helt sikkert noget ekstra, at vi sørger for at få sluttet godt af, lyder det afslutningsvis fra Mathis Konradsen.

Konradsen og holdkammeraterne har i skrivende stund et fire points forspring til FC Nordsjælland, der har spillet en kamp færre end FCM på førstepladsen.

Og jetlaggen skal hurtigt ud af systemet for de ældste akademister, der lørdag den 26. april tager imod den aktuelle fjerdeplads, OB, hjemme på EDC Arena i Ikast. Kampen begynder kl. 13.00 og kan – ligesom alle U19- og U17-hjemmekampe – streames på akademiets YouTube-kanal.