Søndag aften dansk tid tog FC Midtjyllands U19-hold hul på dette års udgave af Dallas Cup.
Her ventede lokale Dallas Texans Academy i den første gruppekamp, der blev en noget ensidig affære. De midtjyske akademister sejrede på sikker vis med cifrene 6-0.
Med momentum fra storsejren spillede det ældste akademimandskab dagen efter mod mexicansk modstand i form af CF Monterrey, der spillede 0-0 mod Real Madrid i deres første optræden.
De på dagen rødklædte midtjydere fortsatte, hvor de slap, og med en 3-1-sejr kunne de dermed spille sig i position til en gruppefinale mod Real Madrid.
I den sidste puljekamp stod det klart, at et point mod den spanske storklub ville være nok til en midtjysk førsteplads og avancement til semifinalerne.
90 tætte minutter endte med, at begge hold lavede lige mange mål – nemlig to hver. Derfor betød resultatet ligeledes, at FCM for anden gang på tre år kvalificerede sig til semifinalerne ved Dallas Cup.
Resultater fra gruppespillet
Dallas Texans Academy U19 0-6 FC Midtjylland U19
FC Midtjylland U19 3-1 CF Monterrey U19
FC Midtjylland U19 2-2 Real Madrid U19
Brasiliansk modstand i semifinalen
De ældste akademister dyster mod São Paulo om en plads i finalen ved Dallas Cup. En kendt modstander for FCM.
De to hold mødte hinanden tilbage i finalen af 2023-udgaven, som endte med en midtjysk 1-0-sejr. I 2024 tog brasilianerne så revanche og vandt hele turneringen.
Tilbageblik på sejren i Dallas Cup
I den anden semifinale spiller mexicanske Tigres mod Botafogo fra Brasilien, og en af disse kan dermed blive en potentiel modstander i finalen, der spilles på søndag kl. 23.30 dansk tid.
Men først venter semifinalen. Kl. 00.00 i nat træder FCM og São Paulo ind på Toyota Stadium, der til dagligt er hjemmebane for MLS-klubben FC Dallas og kan huse 20.500 tilskuere.
Det er muligt at streame kampen via Dallas Cups YouTube-kanal.