Klubben

FC Midtjylland leverer overskud på 47 millioner kroner efter skat

FC Midtjyllands egenkapital er øget til 350 millioner kroner efter et regnskabsår med fortsatte investeringer i både den sportslige og kommercielle udvikling.

09/10/26
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland afslutter regnskabsåret 2025/26 med et resultat på 47 millioner kroner efter skat.

For bestyrelsesformand Claus Steinlein er tallet resultatet af den model, der er blevet udviklet gennem hele FC Midtjyllands historie.

– Et regnskab viser ét år. Strategien bag tallene er udviklet og forfinet gennem mere end 25 år. Vi begyndte med at finde talenter i vores egen region, siden i hele Danmark, og i dag arbejder vi internationalt. Fællesnævneren er den samme: at se potentialet, udvikle det og give spillerne mulighed for at tage næste skridt, når tidspunktet er det rigtige. Det kræver, at vi arbejder tæt sammen hele vejen fra scouting og akademi til trænerteamet omkring førsteholdet. Det har været en vigtig del af FC Midtjyllands udvikling gennem mange år, siger Claus Steinlein.

Langsigtet værdi

FC Midtjylland har de seneste år valgt at holde på flere af sine største profiler og dermed skubbe forventede transferindtægter foran sig – et budgetteret og strategisk valg med ønsket om både at stå stærkere sportsligt og give spillerne mulighed for at udvikle sig yderligere.

Parallelt er førsteholdstruppen styrket med blandt andre Philip Billing, Rasmus Nissen Kristensen og Martin Erlić – tre profiler med international erfaring, der løfter niveauet og skærper det miljø, som klubbens talenter skal udvikle sig i.

Historisk sæson i Europa og rekord på lægterne

Sportsligt var 2025/26 en stærk sæson.

Holdet sluttede som nummer tre i UEFA Europa Leagues ligafase og nåede efterfølgende 1/8-finalerne. Undervejs blev det til to sejre over Premier League-modstand på engelsk grund, ligesom FC Midtjylland satte dansk rekord for flest koefficientpoint i en enkelt europæisk sæson.

Sæsonen blev samtidig kronet med en pokaltitel efter en 1-0-sejr over F.C. København i Parken, hvor mere end 16.500 FCM-fans var på tribunerne. Også hjemme på MCH Arena fortsatte udviklingen, hvor FC Midtjylland satte klubrekord med et tilskuergennemsnit på 10.154 i 3F Superliga.

– Europæisk fodbold har gennem mange år været en vigtig del af FC Midtjyllands sportslige og økonomiske udvikling. Hver sæson giver os mere erfaring og et bedre udgangspunkt for den næste, og derfor har koefficientpointene også en betydning, der rækker ud over den enkelte sæson. Samtidig glæder det os, at opbakningen omkring holdet fortsætter med at vokse – både med tilskuerrekorden på MCH Arena og de 16.500 FCM-fans i Parken, siger Claus Steinlein.

Kommerciel vækst og fortsatte investeringer

Den kommercielle forretning fortsatte sin vækst i 2025/26, samtidig med at FC Midtjylland styrkede sin rækkevidde og sit engagement på tværs af digitale platforme. Det glæder klubbens CEO, Jonas Lygaard.

– Vi oplever en positiv udvikling omkring den kommercielle del af FC Midtjylland, og det glæder os. Flere mennesker følger og engagerer sig i klubben, og samtidig udvikler vi vores partnerskaber og øvrige kommercielle aktiviteter. Det styrker forretningen og giver os et bedre grundlag for fortsat at investere i udviklingen af FC Midtjylland, fortæller Jonas Lygaard.

I regnskabsåret er der blandt andet blevet anlagt to nye hybridbaner ved Dream99 i Ikast, som blev indviet i september 2026.

Strategien slår igennem

Flere væsentlige transferaftaler er gennemført efter afslutningen på regnskabsåret 2025/26 og indgår derfor først i det kommende regnskabsår. Det gælder blandt andet aftalerne vedrørende Lee Han-beom, Valdemar Byskov, Franculino Djú og Darío Osorio.

De fire spillere illustrerer forskellige veje gennem FC Midtjyllands model – fra lokalt forankrede akademispillere til talenter identificeret internationalt og videreudviklet i klubbens miljø. Akademiets betydning ses samtidig i, at Oliver Sørensen, Aral Simsir og Malik Pimpong de seneste år har taget skridtet videre til stærke internationale ligaer, mens Valdemar Byskov følger samme vej i det nye regnskabsår.

– Med Heartland har vi et stærkt og langsigtet ejerskab, som giver os mulighed for at tænke længere frem end det næste regnskabsår. Altid med det for øje, at FC Midtjylland er en selvstændig virksomhed, som skal kunne finansiere egne sportslige ambitioner. Europæisk deltagelse, spillerudvikling, transfers og den kommercielle forretning skal tilsammen skabe den indtjening, der gør, at vi kan fortsætte med at investere. Det er sådan, vi bygger en sund og bæredygtig forretning, der kan blive ved med at vokse, siger Claus Steinlein.

Årsrapporten 2025/26

Du kan læse hele årsrapporten for regnskabsåret 2025/26 her:

Årsrapport

FC Midtjylland Kvindefodbold aflægger selvstændigt regnskab senere på året.