Førsteholdet

FCM indtræder historiske De Kuip

Torsdag aften træder FC Midtjylland ind på det historiske De Kuip i Rotterdam. Læs alt om Feyenoords 85 år gamle fodboldstadion nedenfor.

13/10/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

D. 27. marts 1937 åbnede Hollands næststørste fodboldstadion, da Feyenoord slog belgiske Beerschot med 5-2 på Stadion Feijenoord, som udelukkende går under navnet “De Kuip” i folkemunde.

Sidenhen har stadionet dannet ramme om en lang række historiske oplevelser, og det betragtes af mange som det mest ikoniske stadion på hollandsk jord.

De Kuip er med sine 51.117 tilskuerpladser det næststørste stadion i landet – kun overgået af Johan Cruyff Arena i Amsterdam. Faktisk havde De Kuip oprindeligt en kapacitet på 64.000, men i forbindelse med en større renovation i 1994 blev samtlige tilskuerpositioner omlagt til siddepladser.

Trods den daværende gennemrenovation har Feyenoord længe undersøgt muligheden for at bygge et nyt og mere moderne stadion. I marts 2019 offentliggjorde klubben tilmed, at man havde besluttet sig for at bygge en ny arena, som skulle stå klar i 2025. I 2021 lød meldingen dog, at man havde valgt at sætte en prop i planerne om et nyt byggeri, og at Feyenoords fremtid fortsat ligger på De Kuip.

Det hollandske kælenavn, De Kuip, betyder “karret” på dansk og er en henvisning til stadionets form.

Europæiske finaler

De Kuip har en lang og traditionsrig historie i både internationale klub- og landsholdsturneringer.

EM 2000 blev afholdt i Belgien/Holland, og her indgik De Kuip naturligvis som et af de vigtigste stadioner i turneringen. Her blev spillet fem kampe, hvoraf Danmarks 3-0-nederlag i gruppestadiet til værterne fra Holland var en af disse.

Herudover blev også EM-finalen spillet på det store stadion i Rotterdam, hvor Frankrig trak en 2-1-sejr i land over Italien efter den daværende Golden Goal-regel.

Udover ovenstående guldkamp tæller De Kuip også en lang række andre europæiske finaler:

  • Tottenham 5-1 Atletico Madrid, European Cup Winners’ Cup 1963
  • AC Milan 2-0 HSV, European Cup Winners’ Cup 1968
  • Ajax 2-0 Inter, European Cup 1972
  • Magdeburg 2-0 AC Milan, European Cup Winners’ Cup 1974
  • Aston Villa 1-0 Bayern München, European Cup 1982
  • Everton 3-1 Rapid Wien, European Cup Winners’ Cup 1985
  • Manchester United 2-1 FC Barcelona, European Cup Winners’ Cup 1991
  • FC Barcelona 1-0 PSG, European Cup Winners’ Cup 1997
  • Feyenoord 3-2 Dortmund, UEFA Cup 2002

Særligt UEFA Cup-finalen i 2002 har indskrevet sig i Feyenoord-fansenes hukommelse, idet hjemmebanen i Rotterdam dannede ramme om klubbens største europæiske bedrift i nyere tid, da man på egen grund formåede at vinde den dengang næststørste europæiske klubturnering.

Stort fremmøde

De Kuip er særligt kendt for dets atmosfære og intense stemning, hvor det hollandske hjemmehold bliver båret frem af en storm af ellevilde, inkarnerede tilskuere.

– For mig er der tale om det fedeste stadion i Holland. Bedste stemning, altid fyldt, og tilskuerne sidder lige ned til banen. Der er en ubeskrivelig stemning, har tidligere anfører og nuværende assisterende sportschef i FCM, Kristian Bach Bak, blandt andet fortalt.

I denne sæson ligger tilskuergennemsnittet på De Kuip på 47.500 i den hjemlige liga – og det er faktisk også det højest mulige antal. Stadionet har nemlig ikke tilladelse til at huse et højere tal, selvom der er siddepladser til knap 4000 mere. Dermed kan Feyenoord prale af at levere fulde huse til hver eneste hjemmekamp.

Det traditionsrige stadion har et ry for at tilbyde en god fodboldoplevelse, idet tilskuerne sidder tæt på banen. Den gennemgående renovation af stadionet i 90’erne har skabt en moderne sportsarena, som udover at huse fodboldkampe også hyppigt lægger lokation til koncerter med store internationale musikere.

Hvis du tilgår denne artikel på en webbrowser, kan du nedenfor se billeder fra De Kuips indre og ydre samt af den ikoniske spillertunnel.