Førsteholdet

Gigovic før Randers: Det handler om at være klar

Armin Gigovic spillede en stor kamp mod F.C. København. Nu venter Randers på udebane, og den svenske U21-landsholdsanfører har 'mentalitet' som et nøgleord før dysten.

10/03/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Det var en af Armin Gigovic’ stærkeste kampe i Midtjylland-trøjen, da holdet sidste fredag vandt topkampen mod FCK med 2-0.

– Allerede fra starten viste vi vores niveau; vi pressede godt, gjorde alt korrekt med den rette timing, og når vi havde bolden forsøgte vi både at kontrollere den, men også angribe. Vi skulle have scoret mere end ét mål i 1. halvleg, siger den 21-årige svensker og anerkender samtidig, at holdet faldt for meget i niveau efter pausen:

– Men vi forsvarede os godt, og Lössl leverede nogle fantastiske redninger, der hjalp os. Hvis vi havde fortsat som i 1. halvleg, kunne det have været årets kamp.

Særligt fansenes støtte vakte indtryk og skabte ekstra energi i løbet af de 90 minutter.

– Under hele kampen var atmosfæren top. Man kunne høre fansene konstant, og da vi scorede det første mål, var de med til at skabe endnu mere energi. Det var virkelig noget, som hjalp os på banen og gav os styrken til at løbe de ekstra meter.

Flere års tilskuerfremgang kulminerede fredag

Var kampen mod FCK din bedste præstation i FC Midtjylland hidtil?

– Det er et svært spørgsmål. Når du spiller den her slags kampe… At blive mester betyder meget, og jeg vil gøre alt for at vinde. Ikke kun mig, men alle gjorde et fantastisk job, lyder det fra den midtjyske nr. 37.

– Alle kampe betyder lige meget

Nu venter Randers FC. Den modstander i 3F Superliga, som Armin Gigovic har spillet færrest minutter imod i sin tid i dansk fodbold. Blot én halvleg er det blevet til.

Det skete i det omvendte opgør på MCH Arena den 8. august 2023, hvor der til slut stod 2-2 på måltavlen.

– De første 45 minutter på MCH Arena var dårlige. De tog kontrollen og scorede et hurtigt mål. Nu er de på hjemmebane, og jeg har hørt, at banen ikke skulle være den bedste. Vi skal gå ind til kampen med samme mentalitet som senest.

– Jeg tror, de første ti minutter bliver vigtige. Vi skal være klar fra start og være bedst i hver eneste duel.

Mentalitet er ikke blot et nøgleord mandag. Ifølge Gigovic kommer det til at være kendetegnende for resten af sæsonen.

– Vi skal gå ind til alle opgør med samme mentalitet. Det handler om at være klar i hver eneste kamp, fordi de betyder alle sammen lige meget.

Statistik og skæve vinkler: Randers – FCM

Slutteligt sætter det svenske stortalent ord på den nuværende rolle som mesterskabskandidat.

– Det er første gang, jeg for alvor kæmper med om et mesterskab. Jeg kan lide det – at kæmpe med om at vinde noget. Et nederlag eller en uafgjort kan ændre det hele, men vi skal ikke kigge for meget på tabellen. Vi fokuserer på os selv, og så skal det nok komme, pointerer Gigovic.

Vigtig mandagskamp – tag med til Randers