Førsteholdet

Isaksen: Ikke i tvivl om kampens betydning

Gustav Isaksen står foran sit første midtjyske derby på hjemmebane, og han vil gøre alt for at give fansene en god oplevelse ved at hente en sejr.

03/03/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

For første gang i fem år er der det midtjyske derby på menuen i Herning. Viborg gæster MCH Arena fredag aften, og for mange af spillerne i truppen er det første gang, at de skal spille lokalopgøret på hjemmebane.

Én af dem er 20-årige Gustav Isaksen, som stammer fra samarbejdsklubben Roslev IK, og han glæder sig til at spille det opgør, som har en kæmpe betydning for fansene.

– Det er jo første gang, at jeg skal spille mod Viborg på MCH Arena, så det glæder jeg mig helt vildt til, smiler Gustav Isaksen efter det sidste træningspas før kampen, inden han fortsætter:

– Der er ingen tvivl om, at kampen betyder vanvittigt meget for fansene. Det kan vi godt mærke, og det vil vi leve op til ved at levere en stærk kamp og hente en sejr. Det vil betyde meget at kunne give fansene den oplevelse.

Sidste gang, Viborg gæstede Herning, var i februar 2017. Dengang blev det 0-0 i en kamp med flere kort end chancer, mens Gustav Isaksen var i gang med sit første år som akademispiller.

– Udenfor banen er det kæmpe stort, og jeg husker også, at jeg har været på stadion og se kampene mellem Midtjylland og Viborg, da jeg var yngre. Både før og mens jeg gik på akademiet. Det er nogle sjove kampe, og det bliver fedt selv at være en del af, fortæller den blonde tekniker.

Det seneste indbyrdes møde mellem de to klubber var i juli måned, hvor FC Midtjylland slog Viborg med 2-0 i domkirkebyen.

– Vi skal ud over stepperne

FC Midtjylland har måtte nøjes med et enkelt point i forårets første to ligakampe. Offensivspilleren lægger ikke skjul på, at det drejer sig om at få øget pointhøsten med det samme.

– Vi skal have vendt stimen, og det vil bare være endnu bedre at gøre det ved at slå Viborg, lyder det soleklart fra Isaksen, som har opskriften på sejr klar.

– Vi skal ud over stepperne.

– Vi har måske været lidt for tilbageholdende og overladt initiativet til modstanderen i de sidste par kampe. Vi skal selv tage initiativet og smadre igennem mod Viborg. Vi skal vise, at der ikke skal være noget at komme efter på vores hjemmebane, tilføjer han.

Den talentfulde offensivspiller satser på, at der kommer tryk på kedlerne på tribunen.

– Jeg håber, at fansene giver den fuld gas hele kampen igennem. Vi har haft en lidt svær periode, så vi har brug for endnu mere opbakning fra lægterne. Der skal være fuldt tryk på, og så kan vi forhåbentligt betale tilbage med en sejr, afslutter Gustav Isaksen.

Isaksen står noteret for fem mål og fem oplæg i sine 30 optrædener i denne sæson.

Hjælp os til et spækket MCH Arena til Viborg-kampen

FC Midtjylland og Viborg FF tørner sammen fredag aften kl. 18.00.