James Arinze kom til FC Midtjylland for halvandet år siden. Efter en række gode præstationer – og en fast plads på det guldvindende U19-hold, der nåede til 1/16-finalerne i UEFA Youth League i den netop afsluttede sæson – skriver midtbanespilleren under på en ny femårig kontrakt.
– Jeg er spændt og motiveret over den her nye aftale. Det leder tankerne tilbage på min første kamp i klubben, og hvor meget jeg har lært. Min første kamp var for U17, og jeg fik rødt kort. Efter kampen indså jeg, hvor meget jeg havde at lære, når det kom til at tackle og presse, fordi jeg begik alt for mange frispark på det tidspunkt.
– Den del af spillet, synes jeg, jeg har forbedret mig meget på. Samtidig er jeg blevet bedre på bolden, siger James Arinze og fortsætter:
– Nu skal jeg tage tingene skridt for skridt. Jeg skal udvikle mig endnu mere, og forhåbentligt ender jeg en dag på førsteholdet her i Midtjylland. Min største drøm er at blive dygtig nok til at spille Premier League.
FCM skriver under med James Arinze
Presspillet kan blive nøglen til succes
Jonas Dal, som er ansvarlig for FCM’s samarbejde med FC Ebedei, har fulgt James Arinze gennem mange år, og han lægger vægt på spillerens både menneskelige og fodboldmæssige egenskaber.
– Vi taler om to slags udviklinger her – det spillemæssige og det menneskelige. Det er ikke nemt at flytte fra Nigeria til Danmark, hvor der er så mange ting, man skal lære uden for banen – og ikke kun på banen.
– Jeg kan se, at James virkelig har udviklet sig som menneske, og det næste skridt for ham bliver at stille endnu flere krav til sine omgivelser. I dag hviler han i, hvem han er, og han udviser en tro på egne evner, siger Jonas Dal, der har set James Arinze gennemgå en flot udviklingskurve siden dag ét Danmark:
– Den første kamp i Midtjylland gjorde han det okay, men han fik et rødt kort, og jeg husker, hvor vred jeg var. Mange nigerianere spiller med stor agressivitet, og vi har måtte lære ham at beholde den her agressivitet – men uden at lave frispark.
2024/25-sæsonen bød på 25 kampe i U19 Ligaen med fire mål fra nigerianerens fod. I ungdommens svar på Champions League, Youth League, noterede han sig for hele tre scoringer i fem kampe.
– James er faktisk rigtig dygtig på bolden, men i FC Midtjylland er det ikke hans spidskompetence, fordi han spiller med så mange andre dygtige spillere. Hans forcer ligger i presspillet, og efter, han begyndte at få det ind under huden, blev vi overbeviste om, at han kan blive en spiller til fremtiden.
– Hvis han formår at komme mere i feltet, lave flere mål, samtidig med at han gør alt det, vi lige har talt om, tror jeg på, at potentialet er tårnhøjt, siger Jonas Dal.
Den nye aftale løber indtil sommeren 2030.