Førsteholdet

Joel Andersson: Vi glæder os til at spille igen

Joel Andersson reflekterer over sæsonstarten, hvor han har fået en ny rolle som wingback, og sætter ord på fansenes betydning og forventningerne til kampen mod FCN.

09/09/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Landskampsperioden er overstået, og det er nu igen tid til 3F Superliga for FC Midtjylland. Det sker med endnu en fredagskamp, hvor FC Nordsjælland gæster MCH Arena.

FCM er efter en hektisk sæsonstart nummer to i tabellen efter de syv første kampe og har desuden tilspillet sig en plads i Europa League, og det glæder Joel Andersson.

– Vi har haft en fin sæsonstart, hvor vi har fået mange point ligaen og kvalificeret os til Europa League, så jeg synes, at det har været helt udmærket. Nu har vi lige haft en lille pause, og så glæder man sig helt vildt til at spille kamp igen, fortæller Joel Andersson.

Den 24-årige svensker understreger, at det er dejligt igen at spille for fyldte tribuner.

– Det er ekstra fedt at spille hjemmekampe i år i forhold til sidste efterår, nu hvor der er fans på stadion. Det giver os ekstra energi og hjælper os i kampene. Det er en god følelse at løbe ud til opvarmningen og mærke fansenes støtte, så allerede før kampstart gør de en stor forskel, siger Joel Andersson.

Tilpas i ny rolle som wingback

Kalenderen viser nu september måned, og det betyder, at transfervinduet er lukket i, og det har været en sommer med udskiftninger både inden- og udenfor kridtstregerne i FC Midtjylland.

– Vi har en bred trup med mange gode spillere. Det er klart, at der har været lidt udskiftning i løbet af sommeren, men vi har stadig en rigtig god gruppe. De nye er kommet fint ind i truppen, fortæller Andersson og fortsætter:

– Bo er også kommet ind som ny cheftræner og har givet en masse energi og lidt nyt til vores spil. Dog er mange af de andre i staben jo stadig de samme mennesker, så på den måde er meget også som vi kender det.

Bo Henriksen og trænerstabens største taktiske ændring har været den nye 3-4-3-formation, som har været foretrukket i de fleste kampe, og det har skubbet Joel Andersson op som højre wingback. Den rolle befinder han sig godt i.

– Da jeg kom til klubben for tre år siden, spillede vi også med wingbacks, så jeg kender rollen, og det er gået rigtigt fint. Det er en lidt mere fri rolle, hvor jeg kan komme mere med frem, end jeg har gjort i de sidste to sæsoner, fortæller svenskeren.

– Jeg skal tage mange flere beslutninger som wingback, fordi jeg har en større offensiv rolle, og jeg er mere involveret i spillet. Det passer mig rigtigt fint, uddyber han.

Joel Andersson kom til FC Midtjylland tilbage i sommeren 2018 og har siden da spillet 106 kampe i FCM-trøjen. Den første sæson var som wingback efterfulgt af godt to år som højre back, og nu er han altså tilbage på den mere fremskudte yderposition.

Frank Kristensen: – Jeg har nok altid været den lidt forsigtige type uden de spidse albuer

Masser af hurtigt spil

Fredagens opgave for FC Midtjylland hedder FC Nordsjælland, som kommer til Herning med 13 point og en fjerdeplads efter de første syv kampe.

– Jeg forventer, at det bliver en kamp, ligesom det plejer at være mod Nordsjælland, hvor der er masser af hurtigt spil fra begge mandskaber. Vi skal løbe mange meter og hele tiden være klar på de hurtige kombinationer, pointerer Joel Andersson og afslutter:

– Det er den type fodbold, jeg godt kan lide. Vi plejer at spille godt mod Nordsjælland, og det satser vi selvfølgelig også på at gøre igen i morgen.

I de seneste ni hjemmekampe mod FC Nordsjælland har midtjyderne hentet syv sejre og to uafgjorte.

Den stime skal udbygges i morgen fredag aften, og du kan være med til at hjælpe holdet til sejr ved at være på plads på MCH Arena. Der er fortsat ledige billetter til fredagskampen, som har udsigt til at blive spillet i skønt sensommervejr.

Køb billet til kampen

Hvis du vil have endnu mere optakt til fredagens opgør, kan det anbefales at købe kampprogrammet på MCH Arena. Udover optaktsartikler og statistik får du med et kampprogram også et lod i pausekonkurrencen Halftime Hero, hvor tre heldige deltagere dyster om en kontant præmie på 20.000 kr.