Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Førsteholdet

Midtjyske EM-målscorere melder klar til mesterskabsjagt

Anders Dreyer og Gustav Isaksen er tilbage i Midtjylland efter den første del af U21 EM, hvor de begge har gjort det glimrende. Nu er fokus rettet mod et nyt mål.

02/04/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Danmarks U21-landshold gjorde i den forgangne landsholdsperiode rent bord ved gruppespillet til EM. Anders Dreyer og Gustav Isaksen stod for halvdelen af Danmarks seks scoringer, og de beretter om en god oplevelse.

– Det var sjovt at være afsted med gutterne, hvor der var god stemning lige fra start. Vi har en masse sindssygt gode spillere, og det gik jo super godt. Det var en god oplevelse, fortæller Gustav Isaksen.

Holdkammerat på både klub- og landshold Anders Dreyer har det på samme måde.

– Det har været en fed turnering indtil videre. Vi har spillet en masse god fodbold og haft det sjovt sammen, beretter Dreyer og spørger retorisk:

– 1-0, 2-0 og 3-0. Det kunne vel ikke være meget bedre?

De tre sejre sikrede en førsteplads i gruppen til Danmark, som om et par måneder skal møde Tyskland i kvartfinalen.

– Jeg skyldte mine forældre et mål

Anders Dreyer er efter gruppespillet delt EM-topscorer med to mål.

– To mål i tre kampe er ikke så ringe. Det er jeg da glad for, selvom sejrene og avancementet er det vigtigste, lyder det fra Dreyer.

Særligt målet onsdag aften mod Rusland var betydningsfuldt.

– Jeg skyldte jo også mine forældre at lave et mål i går (onsdag, red.). De havde nemlig bryllupsdag, så det var meget vigtigt for mig at score der, griner Anders Dreyer, inden han tilføjer:

– Det giver da ekstra selvtillid at vinde kampe og også score mål, når man er offensivspiller. Det tager jeg med hjem til Midtjylland.

Holdkammerat Isaksen scorede også et flot mål i kampen mod Island. Han fremhæver dog i lige så høj grad erfaringen ved at møde stærke modstandere.

– Jeg er selvfølgelig glad for målet og for at have spillet alle tre kampe. Det giver god erfaring at møde så gode spillere fra hele Europa, så jeg har helt sikkert taget noget med hjem igen, konstaterer Gustav Isaksen.

Fokus på Midtjylland igen

Landsholdsperioden afløses af den sidste del af sæsonen, hvor 3F Superliga og Sydbank Pokalen skal afgøres.

De to EM-målscorere er ikke i tvivl om, at de nemt kan omstille sig til klubfodbold igen, og de er klar til at gøre alt frem mod afgørelsen på turneringerne.

– Nu gælder det ti kampe i ligaen og forhåbentligt tre i pokalen, hvor vi skal æde os selv og give den fuld gas. Det handler om at holde et højt bundniveau og ikke smide for mange point væk, lyder den korte analyse fra Gustav Isaksen, som slår fast:

– Jeg glæder mig. Det bliver en vild, men fed periode. Vi er klar til at levere.

Også Anders Dreyer ser frem til de kommende kampe. Han forudser en tæt liga.

– Jeg glæder mig helt vildt. At spille om guld er jo det sjoveste, så det bliver fedt. Det bliver tæt, så vi skal ramme et stærkt niveau, understreger Dreyer.

Sammentømret gruppe møder hinanden på kryds og tværs

Begge FCM’ere lægger ikke skjul på, at der har været god stemning i den danske EM-trup, hvor der er et stærkt fællesskab.

– Der har været rigtig god stemning. Det er en sammentømret gruppe, som har det godt sammen på og udenfor banen. Vi hjælper hinanden. Det er en stærk gruppe, lyder det fra Anders Dreyer.

Den stærke gruppe er nu tilbage i deres respektive klubber, hvor Dreyer og Isaksen møder U21-holdkammerater i størstedelen af kampene i det kommende Mesterskabsspil.

– Det bliver jo mega sjovt at møde hinanden i de næste kampe, men jeg satser på, at vi kommer til at slå dem, og at der ikke er nogen dikkedarer, slår Gustav Isaksen fast.

Dreyer fremhæver, at det er en del af at være professionel fodboldspiller.

– Det er altid sjovt at møde nogen, man har det godt med udenfor banen også. Når man er med landsholdet, er vi holdkammerater, og når man spiller i klubben, er vi konkurrenter. Sådan er det at være professionel, og det er sådan, det skal være, pointerer Anders Dreyer.

Landsholdsoverblik: Sådan gik det FCM-spillerne

Første møde med nogle af landsholdskammeraterne er på mandag, når Brøndby gæster MCH Arena til den første kamp i Mesterskabsspillet.