Førsteholdet

Ousmane Diomande solgt til Sporting CP

19-årige Ousmane Diomande er blevet købt fri af FC Midtjylland og skifter til portugisiske Sporting CP. Handlen er kommet i hus, efter den talentfulde forsvarsspiller har imponeret på sit lejeophold i CD Mafra.

31/01/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Ousmane Diomande har taget den næstbedste portugisiske række med storm. I CD Mafra har den brølstærke forsvarsspiller indtaget startopstillingen fra dag ét, og gode præstationer har skabt stor interesse for ivorianeren.

Nu har FC Midtjylland modtaget et beløb fra Sporting CP i en kaliber, der ikke kan takkes nej til. Derfor skifter Ousmane Diomande til den portugisiske hovedstadsklub fra dags dato.

Billetinfo om forårets første kampe

– Ousmane har gennemgået en imponerende udvikling det seneste halve år, og det har skabt stor interesse flere steder i Europa, udtaler sportschef Svend Graversen og fortsætter:

– Det var planen, at Ousmane skulle tilbage og spille i FCM til sommer for at tage kampen op om en plads på førsteholdet, men vi har modtaget et bud, vi ikke har kunne takke nej til. Derfor lander vi i stedet en lukrativ aftale for både os og Ousmane.

– Vi er stolte over, at vores udviklingsplan har bidraget til, at Ousmane nu kan tage et stort skridt i sin karriere.

Stejl udviklingskurve

I Mafra blev det til 16 kampe og et mål for Ousmane Diomande, mens han forinden da nåede at optræde 15 gange på FCM’s U19-hold. Han står også noteret for to Youth League-kampe i det midtjyske – en ottendedelsfinale og en kvartfinale – mens det ikke er blevet til en eneste officiel førsteholdskamp.

Særligt det succesfulde lejeophold i Mafra har skabt interesse i Ousmane Diomande fra flere europæiske storklubber. Historien er en blåstempling af FCM’s strategi, hvor unge spillere sendes på lejeophold for at opnå erfaring.

– Vi er utroligt stolte over den udvikling, Ousmane har gennemgået på blot få måneder. I sommer havde vi at gøre med en spiller, der fortsat manglede et stykke, før han var klar til vores førstehold. Det her viser, hvordan en spillers udvikling kan accelerere ved at opnå spilletid i en kompetitiv liga fra en ung alder, siger Svend Graversen og fortsætter:

– Normalt er formålet, at vores udlejede spillere skal tage nogle skridt for derefter at vende tilbage til FCM, men i dette tilfælde er der tale om en unik case, hvor Ousmanes udvikling er accelereret på usædvanlig vis.

Ousmane Diomande sætter også selv ord på, hvad tiden i både FCM og Mafra har betydet for, at den fysisk stærke forsvarsspiller nu kan tage næste skridt i sin karriere.

– Jeg er taknemmelig for min tid i FC Midtjylland. Sammen med klubben lagde vi en god udviklingsplan, hvor jeg fra en ung alder fik muligheden for at få seniorerfaring. Det seneste halve år i Mafra har været utroligt lærerigt, og jeg ser tilbage på tiden med stor glæde.

Hvis alt går vel, kan FCM stå over for Ousmane Diomande i Europa League-knockout playoffrunden, når Sporting CP er modstanderen den 16. februar i Portugal og en uge efter den 23. februar i Herning.

Den 19-årige midterforsvarer kom til FCM for et år siden fra OS Abobo i hjemlandet Elfenbenskysten, og nu går turen altså permanent videre til portugisisk fodbold.