Førsteholdet

Paulinho om potentielt jubilæum, Legia og lederrollen

Varm op til torsdagens europæiske playoff-retur med Paulinho, som svarer på en række spørgsmål vedrørende Legia Warszawa og FC Midtjylland.

30/08/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Der er ikke tvivl om vigtigheden af torsdagens returopgør mod Legia Warszawa. Efter 3-3 på MCH Arena for en uge siden er der alt at spille for, når FC Midtjylland træder ind på Stadion Miejski i den polske hovedstad.

Paulinho, som måtte udgå efter blot 32 minutter af det første opgør, kan i morgen spille sin kamp nr. 150 for midtjyderne. Med sit skifte til dansk fodbold i 2019 har han prøvet det meste for sin nuværende klub.

Paulo, kampen i morgen kan blive din optræden nr. 150 i FC Midtjylland. Hvad tænker du om det?

– Det er en ære for mig. Da jeg kom hertil, havde jeg en drøm om at få succes og spille godt. Nu nærmer jeg mig 150 kampe, og det gør mig stolt. Det giver anledning til at tænke tilbage på en masse fantastiske minder; titler, vigtige kampe og øjeblikke jeg vil huske resten af mit liv.

Jeg går ud fra, du også håber, I morgen bliver mindeværdig?

– Ja, selvfølgelig. I morgen venter en virkelig vigtig kamp, og vi har et mål, som vi forhåbentligt kommer til at indfri. Det er derfor, vi er her.

Sidste uges kamp mod Legia var hård – og især for dig. Hvordan så du den episode, hvor flere troede, at din næse efterfølgende var brækket?

– Det er sådan nogle situationer, der sker i kampene. Når vi går på banen, ved vi, at alting kan ske. Jeg fik scannet min næse dagen efter, og det var faktisk mine blodåre, som blødte en masse. I situationen var jeg meget groggy, og mit syn var sløret. Men i sidste ende var alt fint, og derfor kunne jeg også spille mod FC Nordsjælland i weekenden.

Og du er helt klar igen nu?

– Ja, jeg har det fint. Det er helet, så jeg er på hundrede procent.

Du har spillet mange europæiske kampe med Midtjylland. Hvordan er de her opgør anderledes sammenlignet med dem i 3F Superliga?

– Alle kampe betyder noget. Midtjylland er en stor klub, så alle kampe tæller, og vi går ind til hver og en med tilgangen om, at de er vigtige.

– Men selvfølgelig er de europæiske kampe specielle. Vi møder andre kulturer og hold, og det er altid sjovt at spille den her slags opgør. Jeg har selv mange gode minder fra de europæiske kampe, hvor vi har været i tre europæiske gruppespil i streg.

Flere nye spillere er kommet til i løbet af sommeren. Hvordan forsøger du som en af de erfarne spillere at hjælpe de nyankomne?

– Vi prøver altid at introducere dem på bedst mulig vis, så de føler sig hjemme hurtigst muligt. Det betyder meget, at man føler sig tilpas i sit job. Ikke bare i fodbold, men generelt. Føler du dig tilpas iblandt nye mennesker, kan du gøre dit job bedre, og derfor forsøger jeg altid at gøre mit for det.

Måske også særligt dem, der fortsat ikke mestrer det engelske sprog til fulde?

– Jeg kan huske, at Evander og Júnior gjorde det samme overfor mig i starten, og det hjalp mig virkelig. Derfor prøver jeg altid at gøre det samme, så de nye føler sig hjemme, kan få succes og hjælpe os på banen hurtigst muligt.

Bliv klogere på torsdagens modstander