Du kan også læse artiklen i det online kampprogram, hvor du desuden får endnu mere optakt til mandagens kamp.
Forud for den sidste spillerunde i 3F Superliga er FC Midtjylland ét point bag Brøndby i tabellen. Dermed er mesterskabsskæbnen ude af egne hænder, men omvendt er intet afgjort endnu.
– Vi har stadig muligheden for at vinde mesterskabet, og vi skal jagte håbet. Det er vores job, og det er vores pligt. Det er det, vi brænder for, og vi skal være der i 90 minutter, fastslår Brian Priske, som fuldt og fast tror på, at FCM mandag eftermiddag kan lægge pres på Brøndby med en sejr over AGF.
Han lægger ikke skjul på, at han selvfølgelig havde håbet på et andet scenarie forud for kampen mod AGF.
– Vi må lægge de grimme følelser til side og være klar kl. 17.00. Vi spiller hjemme med vores fans tilbage. De vil støtte os i 90 minutter, og de har stor betydning for os. De havde også håbet på et andet scenarie, men sådan er fodbold, konstaterer Brian Priske.
Vigtig kamp
Det har været en lang, hård og intensiv sæson for trænere, spillere og hele FC Midtjylland. FC Midtjylland blev mestre i juli 2020, og forberedelserne til 20/21-sæsonen gik i gang en uge senere.
Derefter har FCM spillet sig gennem et helt usædvanligt kampprogram for et dansk hold, og mandagens og sæsonens sidste kamp mod AGF er ulvenes kamp nummer 48 i denne sæson.
– Det er første gang, vi har spillet så mange kampe. Vi har været med i tre turneringer (3F Superliga, Sydbank Pokalen og Champions League). Vi er med til sidste runde om mesterskabet, spillet tætte semifinaler i Pokalturneringen og videre i Europa til det ultimative, Champions League. Men vi er også en klub, der måler os på titler, så kampen mod AGF på mandag er vigtig. Vi kan stadig nå at indfri vores mål, og det skal vi selvfølgelig gå efter, siger Brian Priske.
Evander om ny midtbanerolle: Jeg føler mig alsidig
Følg kampen
Der er kampstart mandag kl. 17.00 mellem FC Midtjylland og AGF på et udsolgt MCH Arena. Hvis du ikke har billet til kampen, kan du se den direkte på Canal 9 og Discovery+ eller følge opgøret i tekst via FC Midtjyllands Twitter.
Som altid skal der lyde en anbefaling om at følge med i FCM-appen under kampen. Her får du masser af fodboldindsigt med live-statistikker såsom Expected Goals, Heat- og Touch Maps for samtlige spillere.
Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.