Siddepladser frigivet til Lyngby-kampen
Se program og køb billet

Førsteholdet

Storkamp i Herning: Tyrkisk passion og kæmpe stjerner

Torsdag aften sættes et punktum for ligafasen i Europa League. Det sker hjemme på MCH Arena mod tyrkiske Fenerbahçe, der har flere spillere fra den europæiske top. Sportsjournalist Nicklas Degn, som følger tyrkisk fodbold tæt, klæder dig på til kampen nedenfor.

29/01/25
Mikkel Krøll
Foto: Alamy

Torsdagens opgør kan for begge hold blive skæbnesvangre. Oven på FC Midtjyllands sejr i Razgrad er videre avancement i turneringen en stor sandsynlighed. Midtjyderne ligger med ti point placeret på 19. pladsen, mens de tyrkiske modstandere står noteret for ni point og en 23. plads efter 0-0 mod Lyon for en uge siden.

Alting er altså åbent forud for den sidste spillerunde af ligafasen.

Osorios reaktion efter drømmemål mod Ludogorets

I denne artikel gør sportsjournalist og fodboldentusiast, Nicklas Degn, os klogere på den tyrkiske klub og rækken af store personligheder i Fenerbahçe. Han er stifter af fodboldmediet Calcio, mens han til dagligt huserer på Radio IIII som vært på blandt andet en række sportsprogrammer. Derudover er hans kone halv tyrker, hvorfor han har giftet sig ind i en tyrkisk “fodboldgal” familie, som han selv beskriver det.

En stolt tradition og stor selvforståelse

Fenerbahçe, der til dagligt huserer i Tyrkiets største by, Istanbul, har en lang og stolt fodboldhistorie. Derfor er det ikke tilfældigt, at det er en af alletiders største trænere, som leder det tyrkiske mandskab:

– I Tyrkiet bestemmer præsidenterne rigtig meget, og der er typisk valg hvert fjerde år. Det er som regel store spillere, de prøver at lokke til klubben for at skaffe stemmer, men sidst, der var valg i Fenerbahçe, var det José Mourinho, som fyldte det hele, fortæller Nicklas Degn om hvervningen af cheftræneren til tyrkisk fodbold.

Og det er da heller ikke nogen hr. hvem-som-helst, som sidder i sædet. Real Madrid, Chelsea og Manchester United er blot nogle af de klubber, der optræder på José Mourinhos CV. Den 62-årige portugiser, som er kendt for sin vindermentalitet og store personlighed, har vundet to Champions League-trofæer, otte hjemlige ligaer og ni nationale pokalturneringer.

– Der er altid en ‘honey moon’-fase med ham, hvor det hele går godt, og fansene elsker ham. Han er en stor personlighed, som ikke er bange for at sige, hvad han mener, og det har vundet ham en stor stjerne hos Fenerbahçes fans, fortæller Nicklas Degn, som ser frem til at følge cheftræneren i sin anden halvsæson i den tyrkiske storklub.

De gamle drenge

I tyrkisk fodbold spiller selvforståelse en kæmpestor rolle, beretter Nicklas Degn. Derfor er det ikke tilfældigt, at mange af de bærende kræfter er velkendte ansigter.

– I Fenerbahçe og tyrkisk fodbold generelt er man stolte af at kunne tiltrække store navne, selvom de i nogle tilfælde er kommet op i alderen. Det er selvfølgelig ikke holdbart i længden, men i deres selvforståelse passer det rigtig godt ind, at man kan hente de her spillere, fortæller han om de mange profiler med flotte CV’er.

På Fenerbahçes holdkort finder man blandt andet Edin Džeko, Dušan Tadić og Sofyan Amrabat. Spillere, som alle har det til fælles, at de har gjort sig i den absolutte top af europæisk fodbold.

– Det er jo fantastiske spillere, men mange af dem er også i slutningen af deres karrierer, og derfor kan niveauet godt svinge, siger Nicklas Degn, der fremhæver Dušan Tadić som en spiller, der fortsat viser sine unikke kvaliteter på højeste niveau.

Af andre kendte ansigter fra blandt andet Premier League og La Liga kan nævnes Fred, Çağlar Söyüncü, Youssef En-Nesyri og Allan Saint-Maximin.

Om spillestilen under den store taktiker, José Mourinho, fortæller Nicklas Degn:

– Han har jo været kendt for sin utroligt velorganiserede defensiv, men i Fenerbahçe er han begyndt at spille på holdets kvaliteter, og det er mere offensivt. Han prøver ikke at opfinde noget nyt, men det er offensivt af et Mourinho-hold at være, siger Nicklas Degn om tyrkerne, der har scoret ti mål i deres seneste fire kampe.

Et andet redskab, Fenerbahçe har i værktøjskassen, er deres store fanskare. En flok tilskuere, der, ifølge Nicklas Degn, lever op til forventningerne om tyrkiske fans:

– Det er en meget stereotypisk fanskare, som mange sikkert forbinder med tyrkisk fodbold. De elsker deres klub på godt og ondt og er helt utroligt inkarnerede. Den her fodboldklub er deres hjerteblod. De er meget fanatiske og kommer helt sikkert til at levere en helt vanvittig stemning på lægterne, fortæller Nicklas Degn.

Midtjyske muligheder

Ifølge Nicklas Degn venter der for FC Midtjylland en svær, men ikke umulig, opgave.

– Der er ingen tvivl om, at Midtjylland skal have fuld fokus gennem hele kampen. FCM ligger jo også lige i vandskorpen af ligaen, så de kan ikke gå ud og lurepasse en hel kamp, men de skal spille klogt og ikke forsøge at forcere noget, siger han.

Derudover peger han på tyrkernes pressede kampprogram som en fordel for FC Midtjylland. Fenerbahçe har nemlig ikke vundet ligaen siden 2014 – et hårdt slag for de passionerede tyrkere, som i skrivende stund ligger placeret på en aktuel 2. plads:

– De er pressede i den hjemlige liga, som de utroligt gerne vil prioritere. De har en bred trup, men har i perioder haft svært ved at balancere de forskellige turneringer, hvilket kan ende med at være en fordel for Midtjylland, fortæller Nicklas Degn.

Slutteligt sender sportsjournalisten en appel til de midtjyske fans. Han fortæller, at Fenerbahçe i perioder har været to forskellige hold, hvad enten de spiller på hjemme- eller udebane. Derfor kan de danske fans ende med at blive tungen på vægtskålen i en tæt affære.

Hvordan afslutningen af Europa Leagues ligafase udspiller sig, finder vi ud af, når opgøret mod Fenerbahçe fløjtes i gang torsdag kl. 21.00 torsdag på MCH Arena. Der er for længst udsolgt, så husk at frigive din plads, hvis du ikke kan komme.

Frigiv din plads nemt og hurtigt