Førsteholdet

Thomasberg om den seneste tid og FCK-kampen

Optakt med Thomas Thomasberg forud for fredagens hjemmekamp mod F.C. København, hvor holdet går på banen med Kristoffer Olsson i tankerne.

29/02/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Fodbold har den seneste tid været sekundært i FC Midtjylland med tanke på den akut opståede sygdom, som har ramt Kristoffer Olsson.

Meddelelse om Kristoffer Olsson

– Man når igennem mange følelser. De fleste er relateret til bekymring, men de indeholder også håb og tro. Fodbolden er blevet sat i perspektiv. Både i forhold til hvor ubetydelig, den er, men samtidig kan man vende det rundt og se på den som en del af livet; at kunne være i et fællesskab og sammen med nogle om noget, man holder af og nyder i med- og modgang.

– Vi har en holdkammerat, som er i en sindssygt svær situation, og det er vi påvirket af. Det, vi kan gøre, er, at få det bedste ud af det. Gøre noget ved det, vi kan gøre noget ved, og være der for hinanden. Vi reagerer forskelligt, og der har været plads til alle med den forskellighed, vi har i os.

Ikke desto mindre skal der i morgen spilles fodbold, når FCK gæster MCH Arena. Allerede i søndags i Aarhus var spillertruppen dog klar over situationen.

– Selvom omverden ikke vidste det, gik vi jo på banen med en viden om, at vi har en holdkammerat, der kæmper en helt anden kamp, end den vi var i gang med. Men det gjorde samtidig, at vi gjorde alt for at yde vores bedste.

Cheftræneren finder ro i, at Kristoffer Olsson er omgivet af det dygtigste fagpersonale og sin familie.

– Kristoffer er omgivet af den førende sundhedsekspertise. Vi har alle en tro på og et håb om, at det kommer til at gå ham godt. Lige nu sender vi gode tanker og alt den medfølelse, vi kan.

– Den medfølelse og bekymring, han og vi har fået fra klubber, fans og spillere fra hele verden viser fodboldfællesskabets styrke. Det lyder til, at FCK også er klar til at sende ham gode tanker i morgen, og det sætter vi pris på.

Vil give alt på banen

I FC Midtjylland er fokus på det, der kan gøres noget ved. For spillertruppen sker det på træningsbanen, og i morgen skal det overføres til topbraget på MCH Arena.

– Der kommer en speciel stemning, og den skal vi se, om vi kan få det bedste ud af og bruge på den rigtige måde. Vi håber på en god kamp og en sejr. Jeg ved, at Kris er en vinder. Hvis han kunne sige noget til os, ville han fortælle, at vi skal gå ud give den alt, vi kan. Det er sådan, han er indrettet, når han spiller fodbold.

– Det er også et topopgør, men det glider lidt i baggrunden. Vi ved udemærket godt, den er vigtig og har betydning, siger Thomas Thomasberg.

Om modstanderen fortæller cheftræneren:

– De har et godt hold. Vi har spillet to tætte kampe derovre (i Parken, red.). Jeg forventer, det bliver tæt igen. Der er forskellige styrker ved de to hold. Vi skal forsøge at sætte vores dygtige spillere i scene, som vi særligt gjorde i kamp ét derovre denne sæson.

Thomasberg nævner blandt andet energi og presspil krydret med omstillinger som succeskriterierne for et godt resultat. Det organiserede spil med bolden har også været en af styrkerne til at spille sig ud af FCK’s pres i de seneste to indbyrdes møder, lyder det.

Forventet sæsonrekord

Til morgendagens kamp åbnes også den nye lounge, Premium Lounge by &Tradition. Derfor hedder stadionkapaciteten nu 12.055, og med tanke på, at der for længst er udsolgt, ventes der sæsonrekord.

– Statistisk set har vi med hjemmebanen bedre forudsætninger for at lave resultater. Jeg tror på, at den kan give os noget ekstra – også med tanke på det fremmøde der forventes samt med indvielsen af den nye lounge, siger Thomasberg.

Frigiv din plads hvis du ikke kan komme på stadion