Førsteholdet

– Vi kan tage fra Rom med oprejst pande

Målscorer Gustav Isaksen sætter ord på torsdagens 2-1-nederlag til Lazio, hvor FC Midtjylland på en svær udebane var tæt på at få et resultat med mod et af Italiens stærkeste mandskaber.

28/10/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Med sin kolde højrefod smadrede Gustav Isaksen bolden ind bag Lazio-keeper Ivan Provedel efter otte minutters spil. Scoringen var den 21-årige offensivspillers tredje i dette års Europa League.

Desværre holdt føringen ikke hjem, og det italienske storhold både udlignede og bragte sig senere i front.

– Langt henad vejen gør vi det godt. Desværre taber vi momentum til sidst i 1. halvleg, hvor de får scoret. Både i starten af 2. halvleg og i slutningen af kampen kæmper vi os tilbage og spiller faktisk rigtig godt, siger Gustav Isaksen og uddyber:

– Når man får det lidt på afstand, tror jeg, at man vil være glad over præstationen, selvom vi ikke fik et resultat. Lige nu ville jeg selvfølgelig hellere have, at vi havde spillet elendigt og fået et point med, men jeg synes, vi kan se os selv i spejlet og tage fra Rom med oprejst pande.

Hvorfor tror du, at de her europæiske kampe passer så godt til dig?

– Jeg ved det faktisk ikke. Jeg synes, det er nogle fede kampe, hvor vi kommer nogle sjove steder og får en masse fantastiske oplevelser. Jeg sætter ekstra meget pris på de her kampe, og lige nu er det fedt, at jeg kan omsætte det til gode præstationer på banen.

Smalt nederlag til sprudlende italienere

Nu venter en afgørende og nervepirrende Europa League-gruppespilskamp mod Sturm Graz, der torsdag vandt med 1-0 over Feyenoord. Her vil en sejr sikre FCM videre deltagelse i Europa League efter vinterpausen.

– De kan nøjes med en uafgjort, så det er klart, at det hænger på os. Derfor skal vi ud at angribe og være aggressive fra start, ligesom vi også har været i store dele af de andre kampe. Hvis vi samtidig kan få hele stadion med, er jeg overbevist om, at vi kan få de tre point, siger Gustsav Isaksen om opgøret, der finder sted torsdag i næste uge på MCH Arena.

For Gustav Isaksen blev aftenen endnu mere mindeværdig, da FCM-profilens kæreste Olivia Holdt ligeledes scorede i kvindernes Champions League, da FC Rosengård mødte mægtige FC Barcelona. Dermed en god aften personligt for fodboldparret.