Førsteholdet

Victor Bak udlejes til CD Mafra

Den 19-årige venstre back tørner ud for portugisiske CD Mafra i den kommende sæson, hvor han skal tilegne sig yderligere seniorerfaring.

03/08/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

I 22/23-sæsonen noterede Victor Bak sig for 14 førsteholdskampe i FC Midtjylland. Den talentfulde forsvarsspiller har taget store skridt i sin udvikling det seneste år – først med et lejeophold i Hobro IK og efterfølgende i foråret i 3F Superligatruppen.

Nu skal Victor Bak for alvor gøres klar til at bryde igennem på det midtjyske førstehold. Det sker via et lejeophold i portugisiske CD Mafra for det resterende af sæsonen.

– Vi tror på, at det her er det rigtige skridt i Baks udvikling i jagten på at nå hans fulde potentiale. Han har allerede gennemgået en flot udvikling det seneste år, og hvis han kan fortsætte med at bygge på, står vi med en spiller, der kan blive utroligt spændende for vores førstehold, siger sportschef Svend Graversen og fortsætter:

– Nu glæder vi os til at følge Bak i Mafra, hvor han kommer ned i et konkurrencemiljø med gode udsigter til spilletid. Vores forhåbning er, at han vender tilbage til Midtjylland om et år som en endnu bedre og mere erfaren fodboldspiller.

Jamiu Musbaudeen skifter til Mafra

Derudover drager en anden FCM-spiller også til CD Mafra. Det gælder Jamiu Musbaudeen, som skifter til portugiserne dags dato. Midtbanespilleren kom til FC Midtjylland for et år siden fra den strategiske samarbejdspartner i Nigeria, FC Ebedei.

Den arbejdsomme midtbanespiller fik et stort gennembrud på U19-holdet i løbet af foråret, hvor han spillede sig ind som en profil på klubbens guldvindende akademihold. I 22/23-sæsonens næstsidste 3F Superligakamp mod OB fik han tilmed førsteholdsdebut, da han blev skiftet ind i slutningen af opgøret.

Ændringer på cheftrænerposten hos U17 og U19

CD Mafra spiller første ligakamp den 13. august mod Benfica B på udebane.

Vi ønsker både Victor Bak og Jamiu Musbaudeen held og lykke med udfordringerne i portugisisk fodbold.