Investorpolitik FC Midtjylland ønsker løbende, fyldestgørende og korrekt at informere sine aktionærer og alle andre interesserede om selskabets forhold og udvikling. Det indebærer bl.a., at FC Midtjylland informerer hurtigt og retvisende om alle relevante forhold via Dansk Autoriseret Markedsplads A/S - www.danskamp.dk - informerer ligeligt, så alle investorer har samme adgang til viden af kurspåvirkende art og informerer struktureret og planlagt. I forlængelse heraf er det FC Midtjyllands politik at: · at udsende kvartals-, halvårs- og årsmeddelelser · at udsende årsrapporter med en grundig ledelsesberetning · at besvare alle henvendelser fra investorer hurtigt og korrekt Udbyttepolitik FC Midtjylland A/S har kun én aktieklasse, og der gælder ingen restriktioner i aktiernes omsættelighed. De nye aktier udstedt ved selskabets emission 14.–25. maj 2007 giver ret til fuldt udbytte fra og med regnskabsåret 2006/07 og har samme rettigheder som eksisterende aktier. Et eventuelt udbytte vedtages af generalforsamlingen på baggrund af den godkendte årsrapport for det seneste regnskabsår. Bestyrelsen for FC Midtjylland har ikke i de første år af planlægningsperioden frem til 2011 til hensigt at foreslå udlodning af udbytte. Eventuelle overskud vil blive anvendt til at styrke FC Midtjyllands finansielle stilling, så klubben kan opfylde sine sportslige mål og konsolidere sig i dansk fodbolds top-3. Værdiskabelsen til aktionærerne ventes derfor i de første år at ske ved stigninger i aktiekursen. Ledelsen vurderer, at FC Midtjylland i kraft af sin strategi og forretningsmodel kan udvikle sig til en økonomisk attraktiv forretning med resultater, som vil berettige en stigning i aktiekursen og dermed skabe et godt afkast til aktionærerne. Bestyrelse og direktion FC Midtjylland ledes af en bestyrelse, hvis flertal er valgt direkte på generalforsamlingen. Bestyrelsen har ansvaret for den overordnede ledelse af FC Midtjylland og fører tilsyn med selskabet og sikrer, at det ledes på forsvarlig vis. Bestyrelsen ansætter 1-3 direktører til at varetage den daglige ledelse. Reglerne for bestyrelsens og direktørernes indbyrdes kompetence og opgaver fastlægges i bestyrelsens forretningsorden, som revideres årligt. Bestyrelsen og direktionen har tiltrådt et regelsæt for handel med FC Midtjyllands aktier. Formålet er dels at udelukke, at intern viden videregives til uvedkommende, dels at undgå overtrædelse af reglerne om insiderhandel. Desuden har FC Midtjylland fastsat regler for handel med selskabet egne aktier. Bestyrelsen skal ifølge vedtægterne have 7-13 medlemmer og tæller p.t. 8 medlemmer. De 5 medlemmer er valgt direkte af aktionærerne på generalforsamlingen for 1 år ad gangen, mens 2 medlemmer er udpeget for 1 år ad gangen af fusionsklubberne Ikast FS og Boldklubben Herning Fremad. Endelig er 1 medlem udpeget for 1 år ad gangen af samarbejdsklubberne i FS MidtVest. Bestyrelsens flertal vælges således direkte af aktionærerne og stiller hvert år deres mandater til rådighed. De aktionærvalgte medlemmer er alle uafhængige af særinteresser og har ikke andre interesser i selskabet end dem, de måtte have som aktionærer og sponsorer. FC Midtjylland vurderer, at Bestyrelsen med sin nuværende sammensætning har den viden, bredde og professionelle erfaring, som er relevant i forhold til selskabets behov og udviklingsplaner. Desuden sikrer repræsentationen fra fusions- og samarbejdsklubberne en god kontakt til både sponsorer og til FC Midtjyllands sportslige opland i regionen. I årsrapporten oplyser FC Midtjylland om direktionens og bestyrelsens ledelseshverv. Stemmeret Det er afgørende for FC Midtjylland, at der ikke er nogen begrænsninger i aktionærernes ret til og mulighed for at øve indflydelse i selskabet. Hver aktie på DKK 25 giver 1 stemme, og der er ingen begrænsninger i stemmeret, ejerskab eller aktiernes omsættelighed. Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, medmindre vedtægterne eller aktieselskabsloven kræver noget andet. Ændring af vedtægter eller beslutning om opløsning af selskabet kræver således, at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af såvel afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital. Aktiv kommunikation FC Midtjylland har en aktiv kommunikationspolitik. Selskabet udsender kvartalsmeddelelser, årsrapport og andre meddelelser med relevant finansiel information via Dansk AMP, ligesom disse meddelelser vises på hjemmesiden. FC Midtjylland anvender også hjemmesiden og en række andre informationskanaler til at informere sine interessenter bredt. Aktionærsammensætningen: JJO Invest A/S, Give: 13,8% CAN Invest A/S, Herning: 11,1% Ejner Hessel A/S, Brande: 9,7% Stubkjær Invest Aps, Brande 8,1% Øvrige navnenoterede aktionærer: 39,1% Ikke navnenoterede aktionærer: 17,0% I alt ekskl. egne aktier: 98,7% Egne aktier erhvervet af FC Midtjylland A/S: 1,3% |












