Herreholdet

Emefile blev matchwinner i topbrag: Fedeste følelse nogensinde

Det var en stor dag for den tidligere akademispiller, Julius Emefile, der blev skiftet ind i det 84. minut i mandagens topkamp og scorede sit første 3F Superligamål.

20/04/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Det blev en intens afslutning på opgøret mellem FC Midtjylland og AGF mandag aften på et udsolgt MCH Arena.

Med ti minutter tilbage var hjemmeholdet bagud 0-1, og det lignede længe, at gæsterne ville tage alle tre point. Midtjyderne fortsatte dog med at presse på, og i det 83. minut kom udligningen til 1-1.

Udligningen ændrede kampbilledet og FC Midtjylland fik ny energi. Kort efter blev 19-årige Julius Emefile sendt på banen – og han fik hurtigt en afgørende rolle i topkampen.

Julius Emefile blev debutant nummer 83 fra akademiet

Den unge angriber dukkede op i feltet og headede sejrsmålet ind til 2-1.

– Jeg ved slet ikke, hvad jeg tænkte i øjeblikket, da bolden gik ind, men det var den fedeste følelse nogensinde. Der var så god stemning, siger han efter kampen og forsætter:

– De andre kom bare løbende og var glade. Det føles så godt at kunne bidrage til holdet – og så oveni købet i en så vigtig kamp, lyder det storsmilende fra Emefile.

En samlet indsats

Ikke nok med at han blev matchwinner i aftenens opgør, så var det også den unge angribers første mål i 3F Superliga. Noget, som han kan være stolt af.

Emefile med startdebut: Det var stort

Efter kampen pegede han også på holdets samlede indsats som en afgørende faktor.

– Jeg kunne se, hvor meget de andre kæmpede for det inde på banen, så da jeg kom ind og fik muligheden for at løbe mod mål, tog jeg chancen.

– Jeg kunne ikke have drømt om en bedre måde at komme ind i kampen på, fortæller den tidligere akademispiller.

Sejren giver tre point til det midtjyske mandskab i en tæt mesterskabskamp, som fortsætter allerede på torsdag, når midtjyderne tager turen til Haderslev, hvor Sønderjyske venter.

– Vi skal ud at vinde alle de kampe, vi kan. Vi er et godt hold og vi arbejder for hinanden.

– Vi skal spille allerede igen på torsdag, og det ser jeg frem til. Det er nogle virkelig spændende kampe og jeg er glad for at være en del af det, afslutter han.