Førsteholdet

Fit Cajuste ser frem til AGF-kampen

Jens-Lys Cajuste er glad for at være tilbage på banen, og den svenske landsholdsspiller satser på at hente tre point i en god kulisse søndag på MCH Arena.

02/10/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

September måned har været spoleret af en skade for Jens-Lys Cajuste, men nu er han tilbage i fuld vigør. Det glæder svenskeren.

– Det passer mig rigtigt godt at være tilbage på banen igen. At spille fodbold er jo det, jeg elsker mest at gøre, så det er jeg bare glad for, smiler Jens-Lys Cajuste.

Mod Braga kom Cajuste ind fra bænken, og han nærmer sig topformen.

– Man skal altid lige i gang igen efter en skade, men jeg har haft en god proces og føler mig bedre og bedre tilpas. Jeg nærmer mig 100 procent i forhold til kampformen, fortæller svenskeren, som er noteret for 71 kampe i FCM-trøjen.

Den næste modstander for Cajuste og resten af FC Midtjylland-holdet er AGF, som gæster MCH Arena søndag eftermiddag. Der nærmer sig udsolgt, og midtbanespilleren ser frem til at spille på et fyldt stadion.

– Fyldte stadions er det bedste. Det er det, man elsker som fodboldspiller, så det bliver en fornøjelse at spille på hjemmebane foran vores fans, som forhåbentligt sørger for en god stemning, lyder det fra Cajuste.

FC Midtjylland topper 3F Superliga efter de første ti runder med ét point ned til F.C. København. Det korte forspring betyder dog ikke, at AGF-kampen er mere vigtig end andre opgør. For Cajuste handler det om at have den samme mentalitet til hver kamp.

– Alle kampe i ligaen er lige vigtige, synes jeg. På den måde er der ikke så meget anderledes, når vi skal møde AGF. Vi har det samme mindset som altid, hvor vi skal ud og dominere kampen og selvfølgelig vinde. Det glæder vi os til, afslutter Jens-Lys Cajuste.

Det er to formstærke mandskaber, som begge har vundet tre kampe på stribe med rent bur i den hjemlige liga, der tørner sammen på MCH Arena søndag eftermiddag.

Ekspert forventer krig på banen og på tribunen

Tæt på udsolgt på MCH Arena

Søndag kl. 16.00 venter et brag af en kamp på MCH Arena mod AGF – en modstander, som FCM ofte spiller intense kampe mod. Der er tæt på udsolgt, men det er netop lykkes os at frigive nogle ekstra pladser på Handelsbanken-tribunen, som nu er i åbent salg.

Skynd dig derfor at få fat i en billet til kampen – vi forventer, at de ryger hurtigt. Du kan se program for kampdagen og købe billet via linket nedenfor. Der er bl.a. fuld fanzone, ølvogn, live musik og meget mere.

Se program og køb billet