Førsteholdet

Henrik Jensen solgt til svenske Kalmar FF

Henrik Jensen tager afsked med FC Midtjylland, idet den tidligere U19-cheftræner og nuværende assistent på førsteholdet skal være cheftræner for svenske Kalmar FF.

28/12/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

37-årige Henrik Jensen kom til FC Midtjylland i 2018, da han blev ansat som U17-cheftræner. I 2019 fik det store trænertalent ansvaret for klubbens U19-hold, inden han i sommeren 2021 blev ansat som assistent på 3F Superligaholdet.

Nu er tiden i FCM ovre, da Henrik Jensen er blevet solgt til svenske Kalmar FF, hvor han skal være cheftræner.

Sportslig status: Nummer 63 i Europa

Skiftet er kulminationen på en flot trænerfaglig udvikling, hvor Henrik Jensen først vandt U19-mesterskabet og nåede til kvartfinalen i UEFA Youth League, mens han sidenhen har været en del af førsteholdets trænerstab, der vandt pokalturneringen og opnåede kvalifikationen til europæisk fodbold i både 21/22- og 22/23-sæsonen.

– Vi er stolte over at kunne sende Henrik til svensk fodbold, hvor han er blevet tilbudt en mulighed for at lede et af Sveriges stærkeste mandskaber, fortæller sportschef Svend Graversen og fortsætter:

– Han har først på akademiet og sidenhen på førsteholdet været inde i en flot udvikling, hvor han med sin nysgerrighed og ihærdighed for trænerfaget har taget store skridt. Han har en stor andel i vores præstationer de seneste sæsoner med to gange kvalifikation til europæisk fodbold samt pokaltitlen sidste sommer. Samtidig tog han et stort ansvar, da vi i starten af den nuværende sæson manglede en cheftræner.

– Henrik lever til fulde op til de værdier, vi har i FCM, og vi glæder os til at følge hans videre færd i svensk fodbold med forhåbningen om, at vi en dag mødes igen.

Taknemmelig for FCM-tiden

Henrik Jensen startede for alvor sin trænergerning i 2011, da han blev træner for Gjensidige Kvindeligaholdet, Fortuna Hjørring. Sidenhen gik turen til 1. divisonsmandskabet Vendsyssel FF og senere det svenske kvindehold, IFK Nörköping, hvor Henrik Jensen tog de sidste store skridt, før FC Midtjylland i 2018 bankede på døren.

Nu ser den 37-årige fodboldmand frem til næste kapitel i sin trænerkarriere, der altså byder på et ophold i svenske Kalmar FF.

– Jeg er taknemmelig for den periode, jeg har haft i FC Midtjylland, hvor jeg altid har følt mig tilpas og haft et stærkt samarbejde med ledere, trænere, spillere og fans, siger Henrik Jensen og fortsætter:

– Der er mange, som har andel i min udvikling. I FCM er der et inspirerende miljø og mange dygtige mennesker, som jeg alle vil takke. Det har været fedt at være i en klub, som hele tiden udvikler sig og altid jagter at blive endnu bedre.

Den kommende Kalmar-chef kan se tilbage på fire år i FCM, hvor det er blevet til flere mindeværdige øjeblikke.

– Det er glædeligt at se hvor de unge spillere, jeg trænede på U19, er kommet til i dag. Og så har det været fantastisk at være en del af mange store resultater. Jeg husker særligt mesterskabet med U19, vores kampagne i Youth League, pokalfinalen i sommer og vores europæiske gruppespil. Jeg mærker en stolthed og taknemmelighed, når jeg ser tilbage.

Nu venter en ny og udfordrende opgave i Kalmar, hvor Henrik Jensen bliver cheftræner for sidste sæsons fjerdebedste hold i Sveriges førende række, Allsvenskan.

– Det har været min ambition og mit mål at blive cheftræner, og da denne mulighed kom, så jeg hurtigt et match. Kalmar FF er en spændende klub set med måden, de spiller på, og deres værdier. Det rette for mig er at slå til nu, fortæller den 37-årige nordjyde.

Nyt trænerteam på vej

Salgene af Michael Silberbauer og Henrik Jensen efterlader et hul i trænerstaben, og Svend Graversen er trådt i arbejdstøjet for at finde en ny konstellation.

– Det er naturligvis en balance, når vi giver slip på to assistenttrænere kort før opstarten. Vi har haft en respektfuld dialog og ønsker ikke at stå i vejen for unikke muligheder, når alle parter kan nå til enighed.

– Vi kigger på setuppet omkring Albert Capellas og skal have et nyt trænerteam på plads. Processen er vi allerede godt i gang med, lyder det fra sportschefen.

Der skal lyde et stort tak til Henrik Jensen for indsatsen i FC Midtjylland og et tillykke med skiftet til Kalmar FF.

Se “Den Brasilianske Forbindelse” – en ny FCM doc.